Nu tager banker penge, hvis du ringer til dem

Skrevet af Ninna Andreasen

04/03/2017
I en af bankerne koster det 50 kroner, hvis man ringer for at få oplyst, hvor mange penge der står på kontoen.

Dagens topnyheder

Banken Spar Nord har som den første i landet nu indført et gebyr, hvis kunderne ringer.

Siden onsdag har Spar Nord-kunderne skullet punge ud med 50 kroner, når de eksempelvis ringer for at spørge, hvor mange penge de har stående på kontoen. Det skriver Nordjyske.

Hos banken lyder forklaringen, at man gerne vil have kunderne over på de digitale løsninger. Man anerkender dog, at der er en gruppe kunder, som vil blive ramt af gebyret.

Også Spar Nords konkurrent i det nordjyske, Jutlander Bank, vil til maj indføre et tilsvarende gebyr. Her kommer det til at koste 40 kroner per telefonopkald til banken.

Forbrugerrådet Tænk er ikke glade for det nye gebyr.

- Det rammer de få svage kunder, typisk ældre, som ikke bruger de elektroniske løsninger, og bankerne burde have råd til en gratis service til denne kundegruppe, siger seniorøkonom Troels Holmberg fra forbrugerrådet.