Dennis Knudsen deler lykkelig nyhed sammen med sønnen Lucas: “Skal hente vores lillebror”

Skrevet af Julie Møller

31/05/2021
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Det er lige om lidt, at Dennis Knudsen bliver far til to.

Dagens topnyheder

Drømmen om at blive far har fyldt meget for kendisfrisøren Dennis Knudsen.

I mere end 20 år kæmpede han for at blive far med forskellige kvinder - men uden held. For to år siden lykkedes det endeligt, og lige om lidt bliver den lille familie udvidet med endnu et medlem.

Den 28. maj rejste han til USA sammen med sønnen Lucas. I et opslag på Instagram afslørede han, at de var på vej for at hente “lillebror”.

“Så er vi på vej over til USA og skal hente vores lillebror. Vi glæder os til, han kommer til verden på onsdag d. 2. juni. Knus Lucas og Dennis,” skriver han til billedet, hvor far og søn sidder klar i flyveren. Planen er, at det nye familemedlem skal komme til verden ved planlagt kejsersnit den 2. juni.

Skal hedde Noah

Lucas kom til verden for to år siden ved hjælp af den samme amerikanske rugemor, som lige nu bærer “lillebror”, der skal hedde Noah, i maven. Ægget stammede fra en ægdonor, og sæden kom fra Dennis Knudsen selv. Anden gang er det igen den samme metode, der bliver anvendt. 

Nyder ventetiden

Der er ingen tvivl om, at Dennis Knudsen nyder ventetiden. På Instagram har han delt en video fra det hus, hvor han lige nu er indlogeret med sønnen Lucas. Her kan man se Dennis Knudsen boltre sig i husets pool, hvor der er en naturskøn udsigt fra. 

“Det er altså meget skønt at vågne op på den her måde om morgenen. Prøv at se udsigten,” siger Dennis Knudsen, hvor han også fortæller, at det er en “gammel flamme”, de har fået lov til at bo hos.