Endelig udtaler Margrethe sig om Henriks sygdom: Sådan har prinsgemalen det

Skrevet af Ane Sørensen

24/11/2017
Foto: Polfoto/Jan Woitas
Foto: Polfoto/Jan Woitas
Dronning Margrethe har kommenteret på Prins Henriks sygdom for første gang, siden han i efteråret fik diagnosen demens.

Dagens topnyheder

Onsdag kommenterede dronning Margrethe på prins Henriks helbred for første gang, siden han gik på pension og senere fik diagnosen demens. 

Det skete i forbindelse med et tre dage langt statsbesøg i det vestafrikanske land Ghana. Det første statsbesøg, siden prinsgemalen gik på pension.

Det skriver TV 2.

- Min mand har det rigtig udmærket i øjeblikket. Jeg har lige hørt fra ham, og han er på et dejligt sted i varme lande ved havet og nyder det - og har det virkelig godt. Så det glæder mig meget. Det er mærkeligt at lave sådan en rejse helt alene, men på den anden side, det er vilkårene. Og når han har det godt, hvor han er, så har jeg det godt, hvor jeg er, siger dronning Margrethe til TV 2.

I starten af september oplyste Kongehuset i en pressemeddelelse, at prins Henrik havde fået diagnosen demens, efter at have været igennem et længere udredningsforløb.

- Det er med inderlig beklagelse, at Hendes Majestæt Dronningen har bedt Hofmarskallen meddele: I forlængelse af et længere udredningsforløb og senest en række undersøgelser foretaget i løbet af sensommeren har et specialistteam ved Rigshospitalet nu konkluderet, at Hans Kongelige Højhed Prins Henrik lider af demens, lød det i meddelelsen.

- Diagnosen indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for Prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen.

Kongehuset oplyste desuden, at prinsgemalen som en konsekvens heraf ville neddrosle sine aktiviteter yderligere, mens der ville blive taget stilling til protektioner og æreshverv.

Pressemeddelelsen blev afsluttet med et ønske fra dronningen og resten af den kongelige familie om, at prins Henrik fremover vil få den ro, som hans situation påkræver.

Medier kritiserer kongehuset for sen besked om prins Henrik