‘Familie fra Bryggen’-stjerne bekræfter: Det er slut

Skrevet af Julie Møller

09/06/2021
Her ses veninderne Linse og Didde. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
Her ses veninderne Linse og Didde. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
Hun vil ikke længere være en fast del af programmet.

Mest læste i dag

‘Familien fra Bryggen’ holder en pause på ubestemt tid.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra NENT.

Det sidste afsnit af sæson 19 af ’Familien fra Bryggen’ løb over skærmen i maj, og det var ikke bare sidste afsnit af denne sæson, men sidste afsnit inden format holder en pause på ubestemt tid. Familien og vennerne har brug for en pause fra formatet, som har fulgt deres liv på tætteste hold i de seneste 10 år. 

Når pausen er slut, og programmet vender tilbage, så bliver det uden Didde Skjelmose. Hun har ikke lyst til at fortsætte med at være en del af ‘Familie fra Bryggen’. 

“Det er simpelthen noget, jeg selv har valgt. Efter jeg gik ned med stress, er jeg blevet nødt til at fravælge nogle ting, så det passede fint, at der kom en pause,” lyder det fra hende til B.T.

Didde bor ikke længere på Bryggen, hvor hun er født og opvokset. Hun er bosat i Vamdrup i Jylland, og det er også derfor, at optagelserne i København ikke passer ind i hendes hverdag. Skulle hun en dag være på besøg hos Linse, mens der er et kamerahold, der filmer, så hopper hun gerne ind foran det. Men hun vil ikke længere være en fast del af programmet, slår Didde fast over for B.T.

Pause efter 10 år

Det er ikke kun Didde, der har brug for en pause. Det har Linse Kessler også. Det fortalte hun, da det i maj blev annonceret, at programmet holder en pause efter 10 år.

“Det har været mig en ære, og jeg er fuld af taknemmelighed over for vores mange trofaste seere, som har fulgt os i tykt og tyndt. Vi har brug for en pause nu; det er ikke uden konflikter at optage sammen som en familie i 10 år, og vi har brug for ‘os tid’ nu. Så, absolut med en klump i halsen, siger jeg tak for denne gang,” udtalte Linse Kessler i den forbindelse.