Legende skal være med i 'Mads & Monopolet'

Skrevet af Julie Møller

05/08/2020
Mads Steffensen er en populær vært. Her ses han i spidsen for programmet Alle mod 1 på DR. Foto: DR/Agnete Schlichtkrull
Mads Steffensen er en populær vært. Her ses han i spidsen for programmet Alle mod 1 på DR. Foto: DR/Agnete Schlichtkrull
På lørdag vender det populære radioprogram tilbage efter en velfortjent sommerferie. I den anledning har værten Mads Steffensen afsløret, hvem der bliver en del af Monopolet.

Mest læste i dag

‘Debut’.

Sådan starter Mads Steffensen sit opslag på Instagram, som du kan se nederst i denne artikel.

I opslaget løfter han sløret for, hvem der kommer til at være en del af Monopolet på lørdag, når ‘Mads & Monopolet’ vender tilbage på P4 efter sommerferien.

Det er den tidligere landsholdsmålmand Lars Høgh, der kommer til at sidde klar og give god råd til de mange danskere, der skriver og ringer ind til det populære program.

I august 2018 fik Lars Høgh konstateret kræft og har siden været i behandling for sygdommen. I oktober sidste år delte han den nedslående nyhed, at han havde fået et tilbagefald, men i marts i år var der heldigvis godt nyt. 

Til TV2 Fyn udtalte han i den forbindelse, at de gode meldinger blandt andet var med til, at han så lyst på fremtiden. 

“Det hjælper mig, at jeg ikke er bange, og jeg er sikker på, at mit positive livssyn hjælper mig. Jeg har masser af gode dage, og ingen skal have medlidenhed med mig. Jeg er god til at leve i nuet,” forklarede den tidligere landsholdsmålmand, som altså gæster et af Danmarks mest lyttede radioprogrammer på lørdag. 

Udover Lars Høgh vil Monopolet også bestå af Lina Rafn og Simon Jul.

Se opslaget fra Mads Steffensen

“DEBUT i Mads & Monopolet: Lars Høgh er en af Danmarks mest legendariske målmænd. Han spillede 817 kampe for OB. Og det var 817! Han blev dansk mester flere gange og var med i 1994, da klubben leverede et af de mest spektakulære resultater i dansk fodbold, da lille OB på udebane slog mægtige Real Madrid. En sejr der gik over i historien som “Miraklet i Madrid”. Lars Høgh var umulig at score på dengang. Foran Odense Stadion blev der sidste år ligefrem bygget en regulær mur med Lars Høghs billede på - Høgh’en er en mur, det glemmer ingen på de kanter. Han kom selvfølgelig på landsholdet og stod på mål iført Bundesliga-garn og en stærk moustache, da vi slog Tyskland ved VM i Mexico i 1986. Han var også sidste skanse i den efterfølgende kamp mod Spanien. Der vandt vi så ikke. Slet ikke faktisk. Fandens oss’.

Lars Høgh er født i 1959, gift, to børn og barnebarn. I dag er han blandt andet målmandstræner for landsholdet. Det er længe siden, han stoppede sin aktive karriere som spiller, men nu gør han comeback på højeste niveau. På lørdag peaker Lars Høghs i forvejen fornemme karriere, når han debuterer i Mads & Monopolet. Og han vil igen være nærmest umulig at passere, for lige foran står Monopolets svar på Søren Busk og Ivan Nielsen - nemlig Lina Rafn og Simon Jul - det er et hårdt hold sådan en lørdag i august. Jeg glæder mig til at byde Høgh’en velkommen, og vi glæder os allesammen til at være tilbage i radioen. Jeg har savnet Danmarks bedste lyttere.

Mads & Monopolet - lørdag på P4 - fra kl 9.”