Mascha Vang afslører familieforøgelse

Skrevet af Julie Møller

17/05/2021
Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix.
Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix.
Nu er det snart oppe over, lyder det fra Mascha Vang

Dagens topnyheder

Coronaeffekten har ramt lysten til at anskaffe sig et kæledyr. Mange folk har det seneste år gået hjemme, og det har fået mange til at ville have firbenet selskab.

Om det også præcis er det, der er årsagen til, at Mascha vang udvider familien med flere katte, det vides ikke. Men ikke desto mindre står det klart, at der snart kommer kattekillinger. Det afslører hun både på Instagram og på Facebook.

“HURRA!! Vi venter killinger. Bella er nu så tyk, at hun ikke kan skjule, der gemmer sig noget under pelsen. Alt er sket i samråd med dyrlæge, og da lille fluffy Bella kun er en 2,5 kg sag, er gudesmukke far Simba også en bette 3,5 kg fluffy størrelse,” skriver hun og uddyber, at det var en speciel oplevelse.

“Det var mildest talt lidt en spøjs oplevelse at planlægge den slags weekendophold for vores lille misser. Men nu er det snart oppe over, så kom endelig med tips op til fødsel og tiden efter. Jeg er næsten mere nervøs for denne omgang, end da jeg selv skulle føde,” fortæller hun og tilføjer, at de kommende killinger ikke kan reserveres lige nu.

Boom i katteforsikringer under corona

Mange danskere har brugt det seneste år under corona til at få sig et kæledyr. Og nu er det ikke bare hunden, men også menneskets "næstbedste ven" der bliver forsikret. Siden corona-nedlukningen i marts sidste år har danskerne købt næsten 70 pct. flere sygeforsikringer til katte end samme periode året før. 

Det viser en opgørelse fra forsikringsselskabet Topdanmark.

“Corona-nedlukningen har givet mange familier mulighed for få et kæledyr og tage sig godt af det nye familiemedlem, som særligt i starten kræver meget opmærksomhed. Vi oplever i øjeblikket en meget stor interesse for at sikre de nye kæledyr, hvis de skulle blive syge," siger Carsten Elmose, privatkundedirektør i Topdanmark.

Fra marts 2020 til marts 2021 er antallet af solgte sygeforsikringer til katte steget med 69 pct. sammenlignet med samme periode året før, lyder det fra forsikringsselskabet.