Populær TV 2-vært siger op efter 11 år: 'Nogle begyndte at græde'

Skrevet af Ane Sørensen

08/01/2018
Foto: Polfoto (arkivfoto)
Foto: Polfoto (arkivfoto)
Der er gået 11 år, siden Michèle Bellaiche startede som en del af holdet bag 'Go' aften Danmark'. Nu har hun besluttet at sige jobbet op.

Dagens topnyheder

Efter 11 år som en del af holdet bag ‘Go’ aften Danmark’ har Michèle Bellaiche taget en drastisk beslutning.

Den populære TV 2-vært har nemlig valgt at sige jobbet op.

Det afslører hun på det sociale medie Instagram, hvor hun i et langt opslag gør status over det år, der netop er gået:

- Det blev året, hvor jeg efter mange overvejelser har besluttet, at jeg i slutningen af måneden giver slip på et job, jeg har elsket og brændt for i 11 år, ‘Go’ aften Danmark’, skriver Michèle Bellaiche og tilføjer:

- Årsagen er simpel: Jeg har en stærk lyst til at blive mere fri og kaste mig ud i nye udfordringer og samarbejder og få tid til at gøre noget ved de idéer, der konstant presser på i mit hoved, for at få lov til at udfolde sig.

Michèle Bellaiche har været tilnyttet TV 2 siden 1998. Den 45-årige tv-vært har blandt andet været et af de faste ansigter på det populære aftenprogram ‘Go’ aften Danmark’ i mange år.

Umiddelbart er der dog stadig chancer for at fange et glimt af Michèle Bellaiches ansigt på tv-skærmen:

- Der er dog stadig stor sandsynlighed for, at I fortsat vil støde på mit ansigt på TV 2-skærmen (så er I advaret), lyder det på Instagram.

Ifølge Ekstra Bladet har Michèle Bellaiche nemlig sagt ja til fortsat at hjælpe til på Go’ morgen Danmark’ i weekenden.

Michèle Bellaiches beslutning blev modtaget med forståelse, men også lidt triste miner hos kollegerne:

- Nogle begyndte faktisk at græde. Det er nok ikke på grund af min person, men fordi vi gennem årene har haft et utrolig godt og unikt samarbejde, og det er jo altid svært, når sådan noget skal stoppe, fortæller Michèle Bellaiche til Ekstra Bladet.

Du kan læse hele Michèle Bellaiches status over året i opslaget lige herunder.