Rige venner giver Margrethe vild gave: Betaler dronningens nye køkkenhave til 22 millioner

Skrevet af NilsW

31/10/2018
Dronning Margrethes nye køkkenhave på Gråsten Slot vil blive finansieret ved hjælp af donationer fra nogle af landets rigeste mennesker.

Dagens topnyheder

Rabarber, gulerødder, løg og porrer. Det er ofte hvad man finder i almindelige menneskers køkkenhaver, men når man hedder dronning Margrethe og er landets regent, så må man nødvendigvis også have en køkkenhave ud over det sædvanlige.

Derfor er finansieringen af dronningens nye køkkenhave ved Gråsten Slot netop blevet godkendt af Folketingets finansudvalg. En køkkenhave der koster intet mindre end 22 millioner kroner. Det skriver Ekstra Bladet.

I et aktstykke fremgår det dog, at størstedelen af de mange penge ikke blevet trukket direkte op at statskassen, da projektet i høj grad bliver betalt af en række af kongehusets mest velhavende venner.

Som de mest gavmilde givere har Familien Clausen, der ejer Danfoss og er én af landets rigeste familier, valgte at donere hele 8,6 millioner kroner. 7,7 millioner kroner gives fra Bitten og Mads Clausens Fond, som blev stiftet i 1972 af Bitten Clausen, enke efter Danfoss' grundlægger Mads Clausen, mens 900.000 kroner doneres fra Fabrikant Mads Clausens Fond.

Derudover har Aage og Johanne Louis-Hansens Fond valgt at skænke fem millioner kroner, mens en række andre fonde også har valgt at skyde mange tusinde kroner i projektet.

Sidst men ikke mindst bidrager også Slots- og Kulturstyrelsen med 5,3 millioner kroner, mens Sønderborg Kommune har valgt at donere 1,6 millioner kroner til den nye køkkenhave.

Ifølge Christoph Ellersgaard, der er adjunkt på CBS og medforfatter på 'Magteliten', giver det god mening, at flere af landets rigmænd skænker gavmilde bidrag til Margrethe, da kongehuset og toppen af dansk erhvervsliv har tradition for at være venner og hjælpe hinanden.

Samtidig får rigmændene ofte noget igen for deres gavmildhed, selvom der det ikke er givent. En stor donation plejer dog at udløse en senere tjeneste.

- Det kan være den kommer på et tidspunkt, men så ved man, at kongehuset måske deltager ved åbningen af en ny Danfoss-fabrik eller ved et eksportfremstød, forklarer Christoph Ellersgaard til Ekstra Bladet.

Det er dog ikke kun dronning Margrethe, der får noget ud af de mange penge. Den nye køkkenhave har nemlig også til formål at tiltrække turister til området. Derfor bliver der også opført et velkomstcenter, en vinterhave og et paradehus, ligesom flere af samfundets svage skal kunne komme på rette køl ved at få arbejde i haven.

Herunder kan du se, hvem der har doneret hvad til den nye køkkenhave:

  • Bitten og Mads Clausens Fond: 7,7 millioner kroner
  • Aage og Johanne Louis-Hansens Fond: 5 millioner kroner
  • Fabrikant Mads Clausens Fond: 900.000 kroner
  • BHJ Fonden: 900.000 kroner
  • Sydbank Fonden: 250.000 kroner
  • Michael Jebsen Fonden: 100.000 kroner
  • Slots- og Kulturstyrelsen: 5,3 millioner kroner
  • Sønderborg Kommune: 1,6 millioner kroner

(Kilde: Kulturministeriet)