Trods konkurs: Bro har fået coronastøtte flere gange

Skrevet af Mathias Nielsen

11/05/2022
Foto: Pressefoto
Foto: Pressefoto
Bro har fået penge af den styrelse, han mandag kritiserede.

Mest læste i dag

Tidligere på ugen kom det frem at Kevin Andreasen, bedre kendt under kunstnernavnet ‘Bro’, for tiden er under konkursbehandling.

Årsagen var coronanedlukningen, lød det i en Instagramstory fra Bro, hvor han samtidig langede ud efter Erhvervsstyrelsen og hjælpepakkerne, som blev lanceret under første lockdown i 2020.

'Støttemulighederne for os selvstændige musikere har været begrænsede, og jeg er blevet afvist flere gange af Erhvervsstyrelsen,' skrev han.

Og det er da også sandt, at Bro er blevet afvist af Erhvervsstyrelsen flere gange. Samtidig har han faktisk også fået støtte flere gange.

Ifølge en aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået hos Erhvervsstyrelsen, har Bro søgt om støtte i alt ni gange. Fem af dem er blevet godkendt.

De præcise tal er ikke blevet videregivet, men tre af de fem gange fik Bro hele det beløb, han søgte om. Derfor står det altså klart, at han har modtaget mindst 161.000 kroner i støtte fra Erhvervsstyrelsens pakker med coronakompensationer, ligesom han derudover altså har modtaget to beløb, som ikke er kendt.

Første ansøgning sendte Bro afsted 7. april 2020, hvor den blev fuldt ud godkendt, og han fik således udbetalt 69.000 kroner. Siden da har der været fire udbetalinger, hvoraf to af dem var på 46.000 kroner - altså 161.000 kroner som minimum.

3. november 2021 blev Bro begæret personligt konkurs. I sidste uge blev han taget under konkursbehandling af Sø- og Handelsretten.