Hijab
Foto: Pige med hijab
Hvad er en hijab, og hvad er forskellen på den og alle de andre typer af kvindelige hovedbeklædninger, der synes at høre den muslimske tro til?

Mest læste i dag

Kender du forskellen på en burka, en hijab og niqab?

Det gør de færreste ”kartoffeldanskere”, og derfor får du her en guide til at finde rundt i de forskellige hovedbeklædninger, der bæres af nogle muslimske kvinder.

Debatten om burkaen raser fortsat efter at regeringen i 2018 indførte tildækningsforbud, men selv om det i daglig tale kaldes for "burkaforbuddet", så er det ikke kun burkaer, som det gælder og som der i øvrigt er uendelig få af i Danmark.

Loven bag loven er det maskeringsforbud, der stammer helt tilbage fra 2000 og kom efter en række demonstrationer, hvor folk var maskerede og derfor vanskelige at identificere for politiet.

I 2018 blev det så udvidet til at gælde al tildækning af ansigtet, når der ikke er tale om "anerkendelsesværdigt formål."

Det betyder, at visse hovedbeklædningstyper ikke længere er tilladt i Danmark, og kan udløse en bøde på mindst 1000 kr., mens andre er helt ok.

Hijab og de andre tildækninger

Der findes flere typer af tildækninger og her kan du se, hvad de hedder, og hvad de indebærer.

  • Hijab
  • Khimar
  • Niqab
  • Burka

Hijab

Hijab er absolut det mest almindelige og her er sådan set blot tale om et tørklæde, der har til formål at dække håret. Tørklædet kan bindes på rigtig mange måder, men fælles for denne type tildækning er, at ansigtet er frit.

Khimar

En khimar går en smule videre og dækker ud over håret også hals og skuldre. 

Nogle gange lukkes den foran, og andre gange er den syet helt sammen, men der er altid plads til ansigtet, der jo så også er synligt her.

Niqab

Der er to overordnede typer af niqab.

Dette er et slør, der skjuler dele af ansigtet, så det stort set kun er øjnene, der er synlige. 

En halv niqab betyder at øjne og en del af panden er udækket.

En fuld niqab betyder, at hele ansigtet mere eller mindre er dækket, således at der kun er smal spække til øjnene. Typisk bindes der et bånd eller tørklæde rundt om hovedet, og dertil kommer samt et stykke med stof, der dækker ansigt og hår.

Niqabben er derfor en af de typer der er omfattet af burkaforbuddet.

Burka

Burkaen er sjælden på disse breddegrader, men har alligevel formået at lægge navn til forbuddet.

Det er mest lande som Afghanistan, der gør brug af den, og den er mere vidtgående end niqab. Burkaen er så at sige et stykke stof, der trækkes ud over alt tøjet, og hvor øjnene heller ikke er synlige som sådan. Hullet til øjnene er nemlig dækket af et lille net.

Da der nogle gange slet ikke må vises nogle former for hud, bæres der af og til også handsker forbindelse med denne type.

Hovedbeklædning i andre lande

Det er forskelligt, hvilke dragter og hovedbeklædninger de forskellige lande har valgt at tillade og forbyde i Europa.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har for længst afgjort, at Belgiens forbud mod at bære niqab i det offentlige rum er fuldt ud lovligt. 

Siden 2011 har det i Belgien været forbudt med beklædning, der skjuler ansigtet i det offentlige rum og overtrædelse kan udløse bøde i omegnen af 1400 kroner eller helt op til en uges fængsel.

Frankrig er gået et skridt videre og her dækker forbuddet også burkaer. Straffen er ligesom i Belgien en bøde på omkring 1400 kroner, men her ledsages den med et obligatorisk kursus i, hvad der er "franske værdier".

I Schweiz vedtog den nordøstlige region St. Gellen et forbud mod tildækkede ansigter i det offentlige rum, efter at den italienske del i 2013 også havde indført forbud mod ansigtstildækning.

Bulgarien vedtog allerede i 2016, at det skulle være forbudt med burka, og der er store bøder, hvis man bryder loven svarende til mere end 700 danske kroner.

Også Letland indførte i 2016 forbud mod hovedbeklædninger, der skjuler bærerens ansigt, så her går altså hverken niqab eller burka.

I Italien har der til gengæld helt tilbage til 1931 været en lov, der forbyder beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet. 

Udenfor Europa er der sjældent forbud, men enkelte muslimske lande har love om tildækning af kvinder i nogle situationer.

Algeriet har indført forbud mod hovedbeklædning, der dækker ansigtet på offentlige arbejdspladser.

Kina gik i 2017 et skridt videre og indførte forbud mod såvel fuldskæg som klæder der dækker hele kroppen og ansigtet i Xinjiang-provinsen, der huser en stor del af Kinas muslimske uighurer.

I USA er det landet gået i den modsatte retning og i 2009 gjorde de det muligt for soldater at iklæde sig religiøse beklædningsgenstande.

I starten var det kun et forsøg, men i 2017 blev det gjort permanent.