Fylder du selv salt på opvaskemaskinen, er der især én fejl, du bør passe på med.
Når lampen for salt lyser på opvaskemaskinen, er løsningen som regel enkel.
Beholderen skal fyldes op, låget skrues på igen, og så er maskinen klar til næste omgang.
Alligevel er der en lille detalje, som mange måske ikke tænker nærmere over.
For rammer nogle af saltkornene ved siden af beholderen, bør de ikke bare få lov til at ligge i bunden af opvaskemaskinen.
Det kan nemlig i værste fald ende med at skade maskinen.
Problemet er, at salt kan angribe metallet, hvis det bliver liggende i længere tid.
Derfor anbefaler flere producenter, at man reagerer med det samme, hvis uheldet er ude.
Salt kan angribe metallet
Opvaskemaskinesalt indeholder klorider, som kan beskadige det beskyttende lag på rustfrit stål.
Bliver saltkrystaller eller meget saltholdigt vand liggende i maskinen gennem længere tid, kan der opstå såkaldt grubetæring.
Det betyder, at metallet bliver angrebet på bestemte punkter. Først kan det vise sig som små rustpletter, mens der i ekstreme tilfælde kan opstå små huller i materialet.
Derfor anbefaler blandt andre Miele, at man kører et kort skylleprogram umiddelbart efter påfyldning af salt. Bosch kommer med en lignende anbefaling.
På den måde bliver eventuelle saltrester skyllet væk, inden de får mulighed for at gøre skade.
En tragt kan desuden gøre det lettere at ramme beholderen og undgå, at saltet ender andre steder i maskinen.
Det skriver 20min.
Afspændingsmiddel skal også fjernes
Det er ikke kun saltet, man bør holde øje med.
Hvis man spilder afspændingsmiddel under påfyldningen, bør det tørres op med en klud.
Overskydende afspændingsmiddel kan nemlig medføre kraftig skumdannelse under den efterfølgende opvask.
Samtidig er det vigtigt kun at bruge salt, der er beregnet til opvaskemaskiner.
Almindeligt bordsalt kan indeholde eksempelvis jod og antiklumpningsmidler, som kan forstyrre maskinens blødgøringssystem.
Opvaskesaltet har til formål at hjælpe maskinen med at reducere kalkaflejringer, mens afspændingsmidlet blandt andet hjælper vandet med lettere at løbe af glas og tallerkener.
Næste gang saltlampen lyser, er det derfor værd at bruge de ekstra sekunder på at tjekke bunden af maskinen.
Et par saltkorn virker måske uskyldige, men får de lov til at blive liggende, kan konsekvenserne i værste fald blive langt mere irriterende end selve påfyldningen.