1 ud af 10 danskere gør dette ulovlige bag rattet

Skrevet af Henrik R

20/08/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Man skal køre bil, når man kører bil. Det er der dog mange, der af og til glemmer, og det er især mobiltelefonen, der er den helt store synder, når det handler om at holde opmærksomheden på vejen.

Dagens topnyheder

Når man sætter sig ind bag rattet i en bil, så bærer man et stort ansvar på sine skuldre. Der skal nemlig blot et par ganske få sekunders uopmærksomhed til, før at du mister kontrollen over bilen, og ender med at forårsage en ulykke, der koster liv.

Derfor er det også helt uforståeligt, at man nu kan læse, at hele 1 ud af 10 danskere har taget en selfie bag rattet. Det viser en undersøgelse som Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring.

“I trafikken skal opmærksomheden kun rettes ét sted hen, og det er mod vejen. Det er helt utilgiveligt, at så mange voksne danskere roder med telefonen, når de burde have blikket på trafikken,” fortæller Henrik Sagild, der er skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

De værste er ikke de unge

Nu vil mange måske hurtigt drage den konklusion, at det må være de unge, der har den rigtige dårlige vane, men det vise sig faktisk, at det ikke er den unge målgruppe, der er problemet.

Ifølge undersøgelsen er det 13 % af de 18 til 29-årige, der har taget en selfie bag rattet, mens 19 % af de 30 til 39-årige og 14 % af de 40 til 49-årige har taget en selfie under kørsel.

Dermed er det faktisk de lidt ældre, der hyppigst finder telefonen frem og tager et billede, selvom de er i fuld fart på kørebanen.

Uanset hvilket formål man har med sin telefon under kørsel, så skal man bare lade den ligge. Det er nemlig uopmærksomhed, der er en af de hyppigste årsager til ulykker i trafikken, og her spiller mobilen en stor rolle.

“En af de hyppigste årsager til skader i trafikken er uopmærksomhed, og i den sammenhæng er en af de helt store syndere selvfølgelig mobiltelefonen. Uanset om man lige skal tjekke en sms, sende et billede eller noget helt tredje, er det helt uacceptabelt, at man fjerner sin opmærksomhed fra trafikken. Det bringer ikke blot en selv, men også andre i fare,” fortæller skadesdirektøren.

Undersøgelsen blev foretaget af Gallup i maj 2019, og der var 1560 deltagende personer. De kunne svare på ja, nej eller måske til spørgsmålet, om de nogensinde har taget en selfie eller andet billede, mens de selv kørte bilen.