10-årige Kimi smidt af bussen for manglende billet: 'Hun var helt panisk'

Skrevet af Morten Larsen

17/10/2016
Den chokerede pige vidste ikke, hvor hun var, da hun blev sat af bussen inde i Horsens. Chaufføren har dog en helt anden version af forløbet.

Dagens topnyheder

10-årige Kimi Mortensen fra den østjyske landsby Hatting fik en ubehagelige start på sin efterårsferie, da hun i fredags blev smidt af bussen på vej hjem fra skole.

Efter få minuttes kørsel blev hun af chaufføren sat af bussen midt inde i Horsens, forklarer pigens rasende far til Horsens Folkeblad

Her gik Kimi Mortensen rundt på må og få uden at vide, hvordan hun skulle komme hjem til sin bopæl omkring syv kilometer vest for den østjyske fængselsby.

Pigen var blevet ramt af problemer med sin telefon, som hun bruger til at betale for sine busture, da mobilen var lav på strøm og gået ud, da hun skulle vise billeten til buschaufføren.

Den 10-årige pige fik af chaufføren lov til at køre med, og inde i bussen fik hun atter liv i telefonen.

- Vi har senere fundet ud af, at Kimi kom til at trykke forkert på telefonen, da hun skulle have en billet, forklarer Johnny Mortensen, der er far til den chokerede pige.

Han forklarer, at pigen er vant til at køre i bus. 

- Men systemet med at betale via telefonen er ret nyt, så det kan være svært for børn at overskue. Hun har på ingen måde forsøgt at snyde sig fra at betale, siger Johnny Mortensen.

Han hævder, at pigen forklarede om sine problemer med telefonen til chaufføren, der dog valgte at sætte pigen af ved det næste stoppested

Pigen var den eneste passager i bussen, og hun kunne derfor ikke søge hjælp hos andre.

Den østjyske pige ringede til sin far og var helt panisk, da hun vandrede rundt på de ukendte veje i det centrale af Horsens.

Johnny Mortensen var med hjælp fra et sporingsredskab på pigens telefon i stand til at lokalisere hende, så han kunne hente hende i bil.

Chaufføren har dog en noget anden opfattelse af, hvad der skete i forbindelse med pigens uheldige bustur.

- Arriva har fået chaufførens version, og hun fortæller, at hun tog barnet med i bussen, selvom hun ikke kunne betale via sin telefon, der ifølge pigen var gået tør for strøm, siger Mette Julbo, der er vicedirektør i Midttrafik.

Hun forklarer, at buschaufføren kort efter noterede sig, at den 10-årige pige sad og spillede på sin mobil eller hørte musik på den.

Chaufføren spurge Kimi Mortensen, hvorfor hun sagde, at der ikke var strøm på telefonen, og hun forklarede, at hun ikke kunne finde ud af app'en.

- Pigen beder derefter om at blive sat af, Mette Julbo til Horsens Folkeblad.

Hun forklarer, at man hos Midttrafik vil benytte sagen til at indskærpe proceduren omkring håndeteringen af børn uden gyldig billet.