7-Eleven vil lancere butikker i Danmark uden bemanding

Skrevet af Henrik R

04/06/2021
Foto: Budrul Chukrut/SIPA/Ritzau Scanpix
Foto: Budrul Chukrut/SIPA/Ritzau Scanpix
Conveniencekæden 7-Eleven står klar til at lancere sine første ubemandede butikker i 2021 som tilføjelse til selskabets 173 butikker landet over. Åbningen sker som led i vækststrategien og tester nye måder at drive forretning på.

Dagens topnyheder

I 2021 vil det være muligt at gå ind i en 7-Eleven butik uden medarbejdere. Conveniencekæden vil nemlig i supplement til sine 173 butikker i Danmark introducere danskerne for ubemandede butikker.

Konceptet kommer til at fungere ved, at man tjekker ind på app’en eller med sit kreditkort, når man går ind i den ubemandede 7-Eleven-butik. Dernæst tager man de varer man ønsker, mens butikken automatisk via kameraer og vægte på hylderne registrerer, hvilke varer man tager, og om man fortryder og sætter en eller flere på plads igen.

Når man er færdig med at handle, kan man uden videre forlade butikken, man skal blot tjekke ud med app eller kreditkort. Betalingen sker derefter automatisk. Danmark bliver det første land, hvor 7-Eleven tester denne type hightech shopping-koncept for kunderne. 

”Konceptet er et tillæg til den eksisterende forretning, og som en af de førende convenience-aktører ligger det os på sinde, at vi hele tiden skal tænke i nye måder at drive virksomheden på, og hvordan vi betjener og servicerer vores kunder bedst muligt. Derfor er vi glade for at kunne introducere vores ubemandede koncept til danskerne, som vi håber, de vil tage godt imod,” siger Jesper Østergaard, adm. direktør i 7-Eleven Danmark.

I første omgang er der tale om to testbutikker, hvor 7-Eleven vil vurdere, om konceptet passer til det danske marked. 

Butikkernes nøjagtige placering kan på nuværende tidspunkt ikke bekræftes, 7-Eleven forventer at dette koncept kan være aktuelt på lokationer, hvor der enten ikke er kundetrafik nok eller ikke et stort nok areal til at etablere en ”almindelig” 7-Eleven butik. De ubemandede butikker får ca. 200 varenumre og plads til 5 kunder ad gangen fordelt på de 25 km2., som salgsarealet ca. kommer til at udgøre. Sortimentet inkluderer mad, bageri, kaffe og drikkevarer samt konfekture.