Nu får de bøde på flere millioner kroner.
Lige nu læser andre
En række svigt i kontrollen med kunders transaktioner har nu kostet Kompasbank fem millioner kroner i bøde.
Ifølge Finanstilsynet har banken ikke levet op til kravene i hvidvasklovens paragraf 11, der stiller skærpede krav til løbende overvågning og kendskab til kundernes adfærd.
Bøden blev udstedt 8. juli og gælder en periode fra december 2022 til september 2023, hvor 299 kunder ikke blev tilstrækkeligt overvåget i bankens interne systemer.
Mangler i kontrollen af erhvervslån
Læs også
Kompasbank, som blev etableret som bank i 2021 og retter sig mod små og mellemstore virksomheder, har selv forklaret, at overtrædelsen relaterer sig til overvågning af tilbagebetalinger på erhvervslån. Ifølge banken blev lånene formidlet af en ekstern partner, og kunderne havde ikke adgang til almindelige bankfunktioner.
“Der har ikke været tale om, at kunderne havde adgang til transaktionskonti, ligesom hverken betalingsfunktionalitet, onlinebank eller andre bankprodukter blev stillet til rådighed,” skriver banken i en skriftlig kommentar til Børsen.
Finanstilsynet anerkender, at sagen ikke indebærer mistanke om hvidvask, men har alligevel vurderet, at der er tale om et brud på hvidvaskreglerne, som derfor skal sanktioneres.
“Bøden er nedsat som følge af bankens soliditet. På denne baggrund er bøde fastsat til fem millioner kroner,” oplyser Finanstilsynet på sin hjemmeside.
Krav for at udstede bøde uden retssag
Bøden er givet administrativt, hvilket betyder, at sagen ikke skal for en domstol – så længe banken erkender overtrædelsen. En sådan løsning forudsætter, at overtrædelsen er enkel, uden bevismæssige uklarheder og ikke kan udløse en højere straf end bøde.
Kompasbank har ifølge Finanswatch været i dialog med Finanstilsynet over længere tid i forbindelse med sagen og betragter nu processen som afsluttet. Banken understreger samtidig, at man lægger stor vægt på at overholde reglerne på området.