Søndag aften rykkede politiet massivt ud omkring Københavns Professionshøjskole i krydset mellem Tagensvej og Slangerupgade.
Bevæbnede betjente med automatrifler blev observeret løbe rundt i området, hvilket skabte opsigt blandt beboere og forbipasserende.
Baggrunden for den markante politiaktion var en anmeldelse om et gaderøveri begået af en mand med kniv. Ifølge Københavns Politi blev anmeldelsen modtaget klokken 21.07, og kort tid efter indledte politiet en eftersøgning i området.
"To unge piger bliver afhørt, mens også et offer er i kontakt med politiet," lød det fra et vidne på stedet til Presse-fotos.dk.
Politiet bekræfter, at røveriet er årsagen til tilstedeværelsen og forklarer, hvorfor det var nødvendigt at trække automatvåben.
"Vi har fået en anmeldelse om en mand med et kniv og et gaderøveri. Vi har nogle billeder af gerningsmanden og har eftersøgt ham i området – det er derfor, at der er blevet trukket våben," siger vagtchef Michael Andersen til mediet.
Ifølge politiet er der oprettet en røverisag, og offeret har fået stjålet penge. Der er ikke meldinger om fysiske skader. Københavns Politi har valgt ikke at dele billeder eller signalement af gerningsmanden på nuværende tidspunkt.
Søndag klokken 22.20 var der endnu ikke foretaget anholdelser i sagen. Politiet arbejder fortsat med efterforskningen.