Anita benytter smart 'trick': Har sparet mere end 88.000 kroner

Skrevet af Henrik R

16/09/2022
Foto: TGTG
Foto: TGTG
Anita fra Vejle har sparet over 88.000 kroner på mad, og det har blandt andet gjort, at hun fortsat har råd til at blive boende i sit hus.

Dagens topnyheder

Anita Sørensen har i løbet af de seneste to år klaret stort set alle indkøb via madspildsappen Too Good To Go. Det er en nødvendighed for at få økonomien til at hænge sammen for den lille familie, der tæller hende selv, to voksne børn og hunden Asta:

“Too Good To Go er den måde, jeg handler på. På den måde kan jeg holde madbudgettet til 2.000 kroner om måneden. Som alenemor er det altafgørende for, at jeg kan få råd til at blive boende i mit hus i Vejle.”

Anita Sørensen skønner, at hun i gennemsnit henter 10-15 lykkeposer med overskudsvarer om ugen. Og i løbet af de to år, hun har brugt appen aktivt, har der været mange penge at spare: 

“I min app kan jeg se, at jeg har sparet mere end 88.000 kroner. Det er jo helt vildt! Hvis folk var klar over, hvor mange penge der er at spare, tror jeg, at flere ville ændre deres indkøbsvaner.”

En del af Too Good To Go-konceptet bygger på et overraskelseselement, fordi der er tale om overskudsvarer, som ikke længere kan sælges i butikkerne, og som derfor bliver pakket i lykkeposer. Det har dog aldrig været en udfordring for Anita Sørensen at få brugt de forskellige råvarer: 

“Nogle gange har jeg fået 4-5 kilo tomater med hjem. Først kan man godt tænke: Hvad skal jeg stille op med dem? Men så kører jeg dem gennem stavblenderen, så det bliver tomatpuré, der kan smides i fryseren. Det giver én mulighed for at tænke kreativt i madlavningen og bruge alle råvarerne, så de ikke bare smides ud herhjemme i stedet.”

Hvis Anita Sørensen får mad i overskud derhjemme, bruger hun gerne anledningen til at overveje, hvem der i stedet kunne få glæde af det:

“Ofte tager jeg det brød, vi ikke får spist derhjemme, med på arbejde. Det har jeg indtryk af, at mine kollegaer synes er dejligt.”

Inflation øger efterspørgsel

Den stigende inflation har fået flere danskere til at efterspørge overskudsmad. Det har Anita Sørensen også bemærket: 

“Jeg ved jo efterhånden, hvornår jeg skal sidde klar for at få fingrene i de gode poser. Men man kan godt mærke, at der er kommet flere om buddet i appen, så nogle gange lykkes det ikke. Så er der ikke andet for end at prøve igen næste dag. Jeg er heldig, for der er mange butikker tæt på mig, som er med i appen. Derfor har jeg heller ikke noget problem med at køre lidt efter poserne. Men kun hvis jeg kan hente flere på vejen - det skal jo også hænge sammen med benzinen.”

På nuværende tidspunkt har cirka 4.000 butikker i Danmark et samarbejde med madspildsappen Too Good To Go. Et samarbejde med madspildsappen betyder, at varer som er tæt på udløbsdatoen, eller som ikke er blevet solgt, sælges til reduceret pris via Too Good To Go. Varerne pakkes i lykkeposer, som kan afhentes i butikken.