Forside Indland Bliver du en af de ramte? Stort elselskab hæver priserne...

Bliver du en af de ramte? Stort elselskab hæver priserne mærkbart

Electric Meter, electricity, strøm, elpris
Shutterstock

Selvom SVM-regeringen har fået sænket elafgiften, har et elselskab alligevel fundet en måde at få flere penge ud af deres 1,1 mio. kunder.

Lige nu læser andre

Planen fra Christiansborg lød ellers lovende: El skulle være billigere de kommende år. Afgiften på strøm blev sat helt ned til EU’s minimum, og regeringen præsenterede det som et konkret løft til husholdninger, der mærker presset på budgettet.

Virkeligheden ser dog lidt anderledes ud for en stor gruppe elforbrugere i hovedstadsområdet. Et af landets største netselskaber justerer nemlig priserne op fra foråret.

Prisjustering rammer 1,1 millioner kunder

Radius, der driver elnettet for omkring 1,1 millioner kunder i København samt dele af Nordsjælland og Midtsjælland, hæver prisen fra 1. april. Stigningen fremgår allerede af den regning, mange kunder netop har modtaget.

Ifølge selskabet betyder ændringen, at en gennemsnitlig privatkunde kommer til at betale omkring 2,8 øre mere pr. kilowatt-time inklusive moms.

Forklaringen står også i informationen til kunderne:

Læs også

“Prisændringen sker, fordi selskabet opkræver tidligere udskudte beløb, som selskabet har til gode hos kunderne, samt fordi høj inflation de seneste år har gjort materialer og udbygning af el-nettet dyrere”, lød forklaringen til B.T.

Selskabet har samtidig gjort klart, at prisreguleringen er en del af de økonomiske rammer, netselskaber arbejder under, og som er godkendt af myndighederne.

Afgiften blev ellers sat i bund

Prisstigningen kommer få måneder efter en politisk beslutning, der skulle trække i den modsatte retning.

SVM-regeringen – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – indgik i december en aftale med De Konservative om at sænke elafgiften til EU’s laveste niveau i en toårig periode. Satsen blev sat til 0,8 øre pr. kilowatt-time og trådte i kraft ved årsskiftet.

Regeringens argument lød, at lavere afgifter på strøm skulle give danskerne lidt mere luft i økonomien.

Læs også

“Det er blevet dyrt for rigtig mange danskere at få enderne til at nå hinanden, når de er nede at handle. Så når vi nu banker elafgiften i bund, tager vi et markant og mærkbart første skridt for at hjælpe de mange danskere, der er trængt af de stigende priser,” lød forkalringen fra skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Beregninger fra regeringen viste, at en familie i et almindeligt parcelhus på omkring 130 kvadratmeter kan spare knap 4.000 kroner om året på den lavere afgift.

Radius understreger, at deres prisstigning ikke hænger sammen med den politiske beslutning om lavere elafgift. Selskabet peger i stedet på tidligere udskudte opkrævninger samt højere udgifter til blandt andet materialer og investeringer i elnettet.

Store investeringer i infrastrukturen er ifølge selskabet nødvendige, blandt andet fordi elforbruget forventes at vokse i takt med flere elbiler, varmepumper og generelt større elektrificering i samfundet.

Ads by MGDK