Brobizz udsender vigtig advarsel inden pinseferien

Nicolai H

1 dag siden

|

04/06/2025
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Dette skal du være særligt opmærksom på.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Brobizz-kunder skal lige nu træde ekstra varsomt i deres indbakker.

Der er fart på de falske mails, som i øjeblikket sendes ud i stor stil og forsøger at lokke personlige oplysninger ud af intetanende bilister. Og det er ikke småting, de kriminelle forsøger at få fingrene i – både CPR-numre og kortoplysninger står øverst på ønskelisten.

Advarslen kommer direkte fra Brobizz selv, som i samarbejde med sikkerhedstjenesten Mit Digitale Selvforsvar nu advarer mod den bølge af phishing-mails, der ligner den ægte vare på en prik. Mailene ser tilforladelige ud og påstår, at man skal opdatere betalingsoplysninger, betale en faktura eller reagere på en inkassomeddelelse.

Men her skal man spænde sikkerhedsselen og træde på bremsen. For som Brobizz gør klart, vil deres officielle mails aldrig indeholde knapper, man skal klikke på for at betale eller opdatere kortoplysninger. Det er en klar indikator på, at nogen forsøger at snyde dig.

Hvis du som bruger skal ændre betalingsoplysninger, skal du selv navigere til Brobizz’ officielle hjemmeside og logge ind på selvbetjeningen – og altså ikke via links i en mail, der pludselig dumper ind.

Falske mails med svindel for øje er ikke noget nyt, men netop nu har Brobizz fået nok af at se deres navn misbrugt i kriminelle henvendelser. Og med god grund – det er netop i perioder med ferieplanlægning og bizz-tjek, at folk kan være mindre opmærksomme og mere tilbøjelige til at trykke der, hvor de ikke burde.

Så næste gang du modtager en mail fra nogen, der påstår, at det er Brobizz og beder om dine kortoplysninger – så lad være med at klikke. Luk mailen, slet den, og tjek hellere én gang for meget på brobizz.com. Det er trods alt bedre end at få din sommerferie finansieret af en svindler.

Ads by MGDK