Chokoladestriden fortsætter: Gigant anker dom

Skrevet af Mathias Nielsen

21/04/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Fazer er uenige i rettens afgørelse.

Dagens topnyheder

I marts måned kunne Sø- og Handelsretten offentliggøre, at Spangsberg havde vundet en retssag mod den finske slikgigant Fazer. Sagen omhandlede Spangsbergs produktion af en chokolade slikkepind kaldet for ‘mums’.

Den ligner til stor forveksling Fazers ‘Dumle’, og det var Fazer selvsagt ikke tilfreds med. Derfor tog man sagen for retten, som altså gav Spangsberg medhold.

Det har dog ikke stoppet Fazer, som nu har anket dommen til Østre Landsret. 

“Vi mener, at udkommet er forkert. Form og udseende af Mums er alt for tæt på Dumles mærke,” siger Fazer Denmarks direktør, Hans Christian Ulrich, til TV 2.

I Østre Landsret vil sagen blive genoptaget, og der er derfor fortsat mulighed for, at Fazer kan få medhold i sagen.

“I princippet er der ingen grænser, så vi går hele vejen,” lyder det fra Hans Christian Ulrich, som tilføjer, at målet for Fazer er at stoppe salget af Mums-slikkepinde.

Østre Landsret behøver dog ikke være sidste stop i sagen. Taber Fazer også her, så kan de - hvis Procesbevillingsnævnet bevilger en anketilladelse - tage sagen til Højesteret, som er den sidste juridiske instans i det danske retssystem.

Da dommen blev fældet i Sø- og Handelsretten, lagde man blandt andet vægt på, at Fazer hverken havde opnået varemærkeret eller kendetegnsret til slikkepindens form.

Begge slikkepinde bliver også fremstillet på den samme maskine i Gdansk, Polen. Emballagen er heller ikke unik idet at der er tale om et fællessprog på markedet for karameller og chokolade.