Corona-pandemien kan ses på denne regning: Her skal danskerne af med flere penge

Skrevet af Julie Møller

28/10/2021
Foto: Shutterstock.
Foto: Shutterstock.
Ligesom med så meget andet i denne tid, så kan vi også give corona skylden for det.

Dagens topnyheder

Nøgletal for vandsektoren viser, at nedlukningen af samfundet betød et merforbrug af vand i de danske husstande i 2020. Mens hver af os brugte 101 liter vand i døgnet i gennemsnit i 2019, så steg det forbrug til 104 liter i døgnet under nedlukningen.

”Fordi danskerne har trukket ud i deres eget toilet derhjemme i stedet for på arbejdspladsen eller på undervisningsinstitutionen, så er vandregningen for den gennemsnitlige husstand steget med knap 200 kr. i forhold til året før. Når det er sagt, så faldt det samlede vandforbrug i samfundet en smule, da institutioner og erhvervslivet brugte mindre vand i 2020,” siger fagleder i DANVA, Thomas Sørensen, i en pressemeddelelse.

Mange danskere har kunnet konstatere, at deres vandregning blev lidt højere sidste år. Ligesom med så meget andet i denne tid, så kan vi også give corona skylden for det. Foto. Danva.

Kan ikke opløses

Om danskerne under corona har anvendt flere vådservietter end tidligere skal være usagt, men vandselskaberne oplever en stigning i udgifterne til at rense stoppede pumper for de populære plasticklude. Vådservietter, der ikke kan opløses, må under ingen omstændigheder kastes i toilettet.

”Vandselskaberne oplyser, at problemet med vådservietter i kloakken er blevet fordoblet de seneste ti år. Der er i sidste ende kun vandkunderne til at betale de øgede udgifter, som vandselskaberne har fået af den grund,” siger Thomas Sørensen.

Vandselskaberne oplever en stigning i udgifterne til at rense stoppede pumper for de populære plasticklude. Foto: Shutterstock.

En undersøgelse, som DANVA har foretaget blandt vandselskaberne i foreningens benchmarking, viser, at vådservietter, der smides i toilettet, koster DANVAs medlemmer ca. 80 millioner kr. om året.