Dansk mand blev ramt af lykken: Nu kan konen få en rollator

Skrevet af Henrik R

28/06/2022
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
En dansk mand blev i den grad ramt af lykken, da han var i kiosken for at indløse sin Lotto-kupon.

Dagens topnyheder

”Jeg var nede i kiosken for at indløse min kupon. Og så sagde kvinden bag disken, at jeg havde vundet over 5.000 og skulle ringe til Danske Spil. Jeg tænkte fint, så kan jeg måske få råd til en ny cykel," fortæller den nybagte millionær, som ønsker at være anonym.

Da han kom hjem og fortalte sin familie om sin oplevelse i kiosken, ringede hans søn straks til Danske Spil.

”Der går det først op mig, at jeg har vundet en hel million. Jeg har spillet Lotto, siden jeg var ung, men aldrig har jeg vundet mere end et par hundrede kroner”.

Og fejres skulle det, hele to gange.

”Vi fejrede det med, at vi var ude og spise to dage i træk. Livet skal forsødes nu”.

Danmark rundt med ny rollator  
Millionen var som sendt fra himlen. Den landede i pengepungen kun to dage før ægteparret skulle i banken for at låne til en lejlighed.

”Først skal vi flytte fra vores hus og ind i en lejlighed. Pengene kom lige da vi havde brug for dem. Nu kan vi sidde gældfrit i vores nye lejlighed. Så de penge kom lige tilpas”.

Sommeren står for døren, så resten af pengene skal bruges på at forsøde parrets sommer.

”Vi regner med, at når vi er kommet på plads i den nye lejlighed, så skal vi rejse rundt i Danmark. Nu skal vi have en sommer, hvor vi kan komme ud og se noget, efter at have været inde i næsten to år på grund af corona”.

Men før de kan rejse Danmark rundt og se landskabet til fods, skal konen have lidt ekstra støtte.

”Nu kan min kone få en ny rollator, som hun kan gå med på stranden. Man kan få sådan en med rigtig brede dæk. Så kan hun gå med den nede på grusstierne og på brostenene”, slutter den glade vinder fra Høje-Taastrup.