Hvis du har købt billetter til Bro-koncerten i Horsens, København, Odense, Fredericia eller måske dem alle sammen, så må vi desværre fortælle, at du ikke kommer til koncert.
Den danske popstjerne der blandt andet har lavet soundtracket til Paradise Hotel, har nemlig været ude for et uheld i forbindelse med en fodboldkamp, og derfor har han været nødt til at aflyse dine koncerter.
Det fortæller kunstneren Bro, der også går under sit dåbsnavn, Kevin Andreasen til Ekstra Bladet.
“I onsdags var jeg ude at spille fodbold med nogle kammerater, og så fik jeg et vrid i knæet, og det har gjort, at jeg har måttet aflyse nogle koncerter. Jeg vil ikke spille, hvis jeg ikke kan gøre det 100 procent, og det kan jeg ikke lige i øjeblikket. Jeg plejer jo at hoppe og springe rundt og give mig fuldt ud,” fortæller han til mediet.
Koncerterne rykkes måske
I første omgang er det de nævnte koncerter ovenover, som Bro har valgt at aflyse. Det er dog ikke sikkert, at det er de eneste koncerter, hvor publikum må gå forgæves, hvor der kan ligge en operation bag.
Det finder Kevin Andreasen først ud af om små tre ugers tid, hvor han skal til et nyt tjek med sit knæ.
“Næste skridt er, at jeg skal til undersøgelse på hospitalet igen om tre uger. Vi skal se, om min menisk har taget skade, og om jeg skal opereres. Lige nu går jeg med krykker, for jeg kan ikke gå med mit knæ, og jeg kan ikke støtte på det,” fortæller han.
Musikeren kan endnu ikke berette om, hvorvidt de aflyste koncerter bliver rykket eller ej.