Det er trange tider for danskernes privatøkonomi. Inflationen er vældig høj, hvilket for mange giver nogle helt nye udfordringer i hverdagen. Nu skal man pludselig til at vurdere, hvornår tøjet skal vaskes, bilen skal tankes og ikke mindst indkøb af dagligvarer, som nu planlægges ud fra tilbudsaviserne. Kort sagt: danskerne bliver fattigere lige nu.
I den forbindelse har Danske Bank også lavet en opgørelse over, hvordan økonomien kommer til at se ud for en dansk »modelfamilie«. Her er det tydeligt, at der er nye og mere ubehagelige tider undervejs.
Højere energipriser giver en solid ekstraregning, når bilen skal fyldes op med brændstof, og samtidig bliver det antaget, at den pågældende modelfamilie varmer huset op med gas.
På bundlinjen står der, at modelfamilien får en nedgang i rådighedsbeløbet på 1.200 kroner om måneden. Det er 14.400 kroner om året.
Det er privatøkonomen Louise Aggerstrøm Hansen , som har lavet beregningen.
»Det gode er, at danskerne ikke har levet over evne i mange år. De danske familier har stadig nogle robuste økonomier i gennemsnit. Det har modelfamilien også. Vi er ikke kommet i den her situation efter en periode, hvor vi har levet for lånte penge. Det gør, at de danske familier kan bruge af opsparingen, når rådighedsbeløbet falder,« siger Louise Aggerstrøm Hansen ifølge Berlingske.
Selvom opsparingerne er godt polstret, så vil den nuværende situation påvirke privatforbruget, som forventes at falde. Stigende renter hos flere centralbanker vil ifølge cheføkonom i Kraka, Ulrik Beck, også påvirke den globale økonomi i retning af recession.
»Det ser rigtig godt ud for Danmark, hvis man bare ser på BNP og jobtallene, som de ser ud lige nu. Men der er nogle meget sorte skyer, der trækker sig sammen over hovederne på os,« siger Ulrik Beck.
Med hensyn til sorte skyer, så er det især ledigheden og prisændringer på boligmarkedet, som Ulrik Beck mener kan have stor betydning for økonomien.