Danskerne dater: Det tiltrækkes vi allermest af

Skrevet af Julie Møller

14/07/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Hvis du er i tvivl om, hvilke egenskaber ved dig selv du bør fremhæve på din datingprofil, så giver en netop afsluttet undersøgelse dig svaret. Undersøgelsen beskæftiger sig nemlig med, hvilke træk vi danskere tiltrækkes mest af.

Dagens topnyheder

1.403 danskere har bidraget til findenkaereste.dk’s spørgeskemaundersøgelse, der kortlægger, hvad danskerne tiltrækkes af. Det skriver sitet i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen afslører, at det træk, som allerflest finder tiltrækkende, er humor. Den næstmest tiltrækkende egenskab er loyalitet, og herefter kommer omsorgsfuldhed.

Som udgangspunkt tænker man, at humors førsteplads spejler et ønske fra danskerne om at finde en kæreste, som de kan have det sjovt med. Kærlighedscoach Dorte Ravn, der har dykket dybt ned i undersøgelsen, mener dog ikke nødvendigvis, at det er så ligetil.

”Selvfølgelig er tanken om en partner, som man kan grine og have det sjovt med, behagelig. Dog tror jeg langt fra, at det argument står alene hos dem, der i undersøgelsen har peget på ’humor’ som en helt central egenskab hos en kommende partner. Rigtig mange har formentlig gjort det, fordi de tidligere har befundet sig i parforhold, hvor der til sidst kun var skænderier tilbage. Dette vil de naturligvis gerne undgå i et fremtidigt forhold, og netop derfor peger de på humor. At grine og more sig sammen anskues nemlig af mange som det modsatte af at fare i totterne på hinanden,” forklarer Dorte Ravn.

De bløde værdier prioriteres højest

Undersøgelsen indikerer, at bløde værdier er væsentlig vigtigere end ydre fortrin hos en potentiel partner.

Vi skal nemlig helt ned til placering otte for at finde et træk, der beskæftiger sig med udseendet. Her befinder ’flotte øjne’ sig, hvilket 53,9 % af samtlige respondenter valgte at fremhæve som værende blandt de træk, der tiltrak dem allermest ved en potentiel partner. Til sammenligning havde hele 88,1 % af respondenterne sat kryds ved humor.

Herunder følger en over rangeret oversigt over de – ifølge undersøgelsen – ti træk, der tiltrækker os danskere allermest. Procentsatsen angiver, hvor mange af respondenterne der har sat kryds ud for de givne træk.

Undersøgelsens resultat fra findenkaereste.dk.

Mændene prioriterer det ydre højest

De mandlige og kvindelige respondenter kunne uden besvær blive enige om de tre mest tiltrækkende egenskaber hos en kommende partner samt rækkefølgen af disse. Herefter er der dog lidt uenighed at spore kønnene imellem.

Overordnet set tyder undersøgelsen på, at mænd er lidt mere overfladiske end kvinder. Eksempelvis har hele 64 % af mændene i undersøgelsen nemlig angivet, at et sæt flotte øjne er noget af det, der tiltrækker dem allermest, mens andelen af kvinder, som gav udtryk for det samme, kun var 52 %. Forskellen kommer ikke bag på Dorte Ravn, der giver følgende forklaring på, hvorfor billedet er, som det er:

”Mænd bliver tiltrukket af den feminine livskraft, så hvis øjnene stråler af glæde og selvværd, så bliver en mand naturligt tiltrukket heraf.”

En yderligere interessant kønsspecifik forskel i undersøgelsen er, at en markant større andel af kvinderne – nærmere bestemt 10 %-point – vægter omsorgsfuldhed højere end mændene, mens intelligens tilsyneladende er vigtigere for mændene end kvinderne, når de skal finde en mage. Her var forskellen 8 %-point i mændene favør.