Inflationen og dermed prisstigningerne på stort set alle produkter på det danske marked er stukket fuldstændig af, og det er sjældent, at vi danskere har været tvunget til at spare så meget som nu.
Det skyldes blandt andet coronakrisen, men især også krigen i Ukraine, som også er årsag til, at gas og strøm er en mangelvare, som måske bliver så eftertragtet i den nærmeste fremtid, at danskerne må forberede sig på decideret strømsvigt, fordi der simpelthen ikke er strøm nok til alle.
Sådan lyder det ifølge TV2 Lorry fra vicedirektør i Energistyrelsen Martin Hansen, som fredag har udtalt: "Jeg vil gerne understrege, at vi står i en alvorlig situation, og at vi står i en situation, hvor vi kan kigger ind i, at man skal afbryde for noget energi i den kommende vinter."
Han har dog forklaret, at det er "et worst case-scenarie," som han hverken håber eller tror, at vi ender i, at lukke for strømmen til dele af samfundet, men at det er et scenarie, som ikke er helt usandsynligt, og som vi derfor må forberede os på - både som privatperson og som samfund.
Hvad man selv som privatperson gør, er naturligvis op til en selv, men Hansen opfordrer til, at "man sparer på energien, ellen, gassen og varmen," og i det offentlige er der allerede taget vigtige forholdsregler.
Det gælder blandt andet hos Region Hovedstaden, som har sørget for, at samtlige hospitaler i regionen har dieselgeneratorer, som kan generere strøm, hvis dette worst case-scenarie rammer Danmark.
"Regionen har som del af vores almindelige beredskab nødgeneratorer, der kører på diesel, som vi kan bruge ved strømsvigt," har Region Hovedstaden således oplyst og et lignende nødberedskab findes hos blandt andet Københavns Lufthavn.
Her har man ifølge lufthavnens direktør, Christian Poulsen, 44 store dieselgeneratorer klar til at "levere strøm til de mest kritiske områder i lufthavnen" med "et øjebliks varsel," hvis det bliver nødvendigt.
På den måde er man sikker på, at for eksempel belysningen på landingsbanen og lufthavnens radarsystem ikke går ned, selvom der sker et strømsvigt.