Forside Udland Donald Trump går til angreb på populær tv-vært: “Lad os...

Donald Trump går til angreb på populær tv-vært: “Lad os tale om denne komplette og totale taber”

Donald Trump
Joshua Sukoff / Shutterstock.com

Det opsigtsvækkende angreb kommer, selvom de to mænd tidligere på året har forsøgt at lægge deres uenigheder bag sig.

Det er efterhånden ikke noget særsyn, at Donald Trump langer ud efter personer, der offentligt kritiserer ham.

Særligt amerikanske tv-værter har flere gange været genstand for præsidentens vrede, og nu har endnu en kendt mediepersonlighed fået en ordentlig tur gennem møllen.

Denne gang er det den populære talkshowvært Bill Maher, som er havnet i skudlinjen.

I et usædvanligt langt opslag på det sociale medie Truth Social retter Trump en række hårde beskyldninger mod komikeren, efter at denne har fremhævet præsidentens lave opbakning i meningsmålingerne.

“Lad os tale om denne komplette og totale taber,” indleder Trump sit opslag, der strækker sig over hele 1.318 ord.

To middage i Det Hvide Hus

Det opsigtsvækkende angreb kommer, selvom de to mænd tidligere på året har forsøgt at lægge deres uenigheder bag sig.

Bill Maher har nemlig besøgt Trump i Det Hvide Hus to gange, først i marts og senest den 15. oktober.

Efter det første møde beskrev tv-værten faktisk præsidenten i positive vendinger og fortalte, at Trump havde været både imødekommende og afdæmpet.

Men den tilsyneladende forsoning holdt ikke længe.

I sit nye opslag hævder Trump blandt andet, at Maher virkede nervøs under det første besøg og havde synlige blå mærker i ansigtet.

Præsidenten er heller ikke imponeret over deres seneste møde.

“Han så forfærdelig ud denne gang,” skriver Trump, som samtidig beskylder tv-værten for at have været beruset.

Det er dog Trumps egen fremstilling af møderne, og beskyldningerne er ikke dokumenteret.

Beskylder tv-vært for at bruge lattermaskine

Præsidentens kritik stopper ikke ved middagsbesøgene.

Trump beskylder også Maher for at lyve om hans popularitet og hævder, at tv-værten benytter en såkaldt lattermaskine til at få sine vittigheder til at virke sjovere.

Samtidig gør han det klart, at han ikke længere ønsker at følge Mahers program.

Konflikten mellem de to er langt fra ny.

Allerede i 2013 lagde Trump sag an mod komikeren efter en joke om præsidentens far. Sagen blev senere trukket tilbage.

Siden har deres forhold været præget af gentagne offentlige sammenstød.

Bill Maher er dog ikke den eneste tv-vært, der har mærket Trumps vrede.

Også Jimmy Kimmel, Stephen Colbert og Seth Meyers har gennem årene været involveret i konflikter med præsidenten.

Med det seneste udfald ser striden mellem Trump og Maher ud til at fortsætte, trods deres forsøg på at finde fælles fodslag.

Ads by MGDK