Desperate tilstande efter stor stigning i ansøgninger til julehjælp: Skal finde 125.000 på under en uge

Skrevet af Mathias Nielsen

06/12/2022
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
Hos Frelsens Hær i Vejle har man fået rigtig mange ansøgninger til dette års julehjælp. Så mange, så man nu har brug for en del flere penge.

Mest læste i dag

Julen nærmer sig så småt, og der vil igen i år være en masse ansøgere til diverse organisationers julehjælp.

Desværre har den høje inflation bragt endnu flere familier ud i en usikker økonomisk situation, og det kan bestemt mærkes hos diverse organisationer.

En af dem, som virkelig har modtaget mange ansøgninger, er Frelsens Hær i Vejle. Samtidig har man færre penge at give ud af, hvilket blot øger presset.

Man har fået 300 ansøgninger, hvilket er en stigning på mere end 50 procent i forhold til sidste år. Det er især en gruppe, som ansøger om julehjælp.

- Vi ser en stigning i børnefamilier, der søger. De kan virkelig ikke se sig ud af det, siger Lars Barslev, der er korpsleder hos Frelsens Hær i Vejle til TV Syd.

Fællesnævneren for alle, der søger, er, at når regningerne er betalt - hvis de da kan blive det - så er pungen tom.

- Folk virker desperate. De kan ikke se sig ud af december måned, og de har ikke til regningerne. Når man i forvejen sidder med bagdelen i vandskorpen, så er det slemt, siger han.

Frelsens Hær i Vejle regner med at kunne hjælpe 129 trængte familier, par og enlige i år. Men sådan er det ikke sikkert, det går.

For selv hvis den plan skal lykkes, så skal man inden 10. december indsamle 125.000. Gør man det, vil over halvdelen af ansøgerne altså ikke få hjælp.

Det er rådighedsbeløb, indtægter og udgifter hos en familie, der gør sig gældende, når Frelsens Hær skal vurdere, hvem der skal have julehjælp.

De, forhåbentligt, 129 familier, der så modtager julehjælp, vil modtage gavekort, som kan bruges til de basale dagligvarer, der skal bruges til en julemiddag.

Derudover vil der være lidt ekstra til julegaver, lyder det fra Frelsens Hær.