Elselskab snyder kunderne: Nu er det politianmeldt

Skrevet af Julie Møller

15/10/2021
Foto: Shutterstock.
Foto: Shutterstock.
Forbrugerombudsmanden politianmelder elselskabet for uønsket telefonsalg og vildledning af forbrugere.

Mest læste i dag

Elselskabet Go Strøm er blevet politianmeldt.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden. 

Selskabet er blevet politianmeldt for at have ringet til 59 forbrugere i perioden fra juni 2021 til september 2021 uden forudgående samtykke fra forbrugerne og for at have vildledt 50 af forbrugerne under telefonsamtalerne.

Go Strøm har, ifølge Forbrugerombudsmanden, vildledt forbrugerne under telefonsamtalerne ved blandt andet at give forbrugerne det indtryk, at Go Strøm ringede fra, på vegne af eller i samarbejde med forbrugerens nuværende elselskab. 

Tilbage i april i år blev Go Strøm oprettet som selskab, og den 23. juni 2021 modtog Forbrugerombudsmanden den første klage over Go Strøms telefonsalg. På blot tre måneder har 59 forbrugere klaget over Go Strøms telefonsalg, og Forbrugerombudsmanden modtager fortsat klager over Go Strøms telefonsalg.

”Vi får desværre fortsat mange klager over enkelte elselskaber. Telefonsælgerne bruger ofte de samme fremgangsmåder, når de ringer til forbrugerne. Blandt andet lader telefonsælgerne som om, at de ringer fra forbrugerens nuværende elselskab og beder forbrugerne om at oplyse CPR-nr. og kontooplysninger under det påskud, at forbrugerne fx skal have penge tilbage eller flyttes til en anden aftale. Men forbrugerne tilmeldes i stedet en elaftale fra et andet elselskab. Der er efter vores vurdering tale om så grov og for nogle af selskaberne også systematisk vildledning af forbrugerne, at det kan være bedrageri, hvis forbrugerne lider et økonomisk tab ved at blive overført til et andet elselskab,” siger Christina Toftegaard Nielsen, der er forbrugerombudsmand.

”Det er vigtigt, at forbrugerne er klar over, at de ikke er bundet af en elaftale, hvis de ikke har givet samtykke til opkaldet. De er naturligvis heller ikke bundet til aftalen, hvis de er blevet vildledt til at indgå den.”