DF-profil skal giftes med udlænding

Skrevet af Nils Würtzenfeld

16/08/2018
Peter Kofod Poulsen i selskab med Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix
Peter Kofod Poulsen i selskab med Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix
Folketingsmedlem Peter Kofod Poulsen (DF) skal giftes med sin østeuropæiske kæreste.

Dagens topnyheder

Bryllupsklokkerne er begyndt at ringe for Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, der skal giftes med sin 32-årige kæreste, Vasileva, der er fra Bulgarien.

De to stod officielt frem som par i juni sidste år, hvorefter forholdet mødte en del kritik. Det skyldtes, at selvsammen Peter Kofod Poulsen i efteråret 2014 oprettede og drev hjemmesiden meldenøsteuropæer.dk, der havde til formål at få danskerne til at melde østeuropæere, som lavede kriminalitet i landet. Det skriver Jydske Vestkysten.

Både Peter Kofod Poulsen og hjemmesiden blev hurtigt kritiseret for at stigmatisere østeuropæere i Danmark, og efterfølgende blev han endda politianmeldt, da nogle mente, at hjemmesiden var racistisk over for østeuropæiske statsborgere.

Efter den massive kritik valgte Peter Kofod Poulsen at lukke siden ned, ligesom han i 2016 undskyldte for det kontroversille initiativ og tillagde fejlen sin dengang unge alder.

Hjemmesiden er dog ikke blevet glemt og af samme grund blev folketingspolitikeren beskyldt for dobbeltmoral, da han offentliggjorde sit forhold til bulgareren.

- Det kan sikkert få nogle til at trække på smilebåndet, at manden bag meldenøsteuropæer.dk møder en østeuropæisk kæreste, lød det dengang fra Peter Kofod Poulsen til Jydske Vestkysten.

Han har dog afvist, at han skulle være dobbeltmoralsk:

- Fuldstændig. Der er ikke noget dobbeltmoral i det her. Der er masser af gode mennesker i Østeuropa, og så er der kriminelle østeuropæere, der skal sendes retur omgående, hvis de kommer til Danmark, forklarede han til avisen.

Nu skal DF’eren altså gå op af kirkegulvet med sin østeuropæiske kæreste, der har en ph.d.-grad i kunstpsykologi med speciale i de skandinaviske lande.