DF’er opfordrede unge til at gribe til våben: Nu bliver han undersøgt af politiet

Skrevet af Nils Würtzenfeld

06/09/2018
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det nu tidligere Dansk Folkeparti-medlem Knud Ahrnkiel har i en Facebook-opdatering opfordret danske unge til at bevæbne sig. Det får nu Fyns Politi til at gå ind i sagen.

Mest læste i dag

For under to uger siden opfordrede Dansk Folkepartis Steen Petersen, der er formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Faxe Kommune, spansk politi til at skyde på migranter.

Nu har endnu en DF’er været ude med en kontroversiel opfordring, der mellem linjerne tilskynder til drab på indvandrere.

Denne gang er det byrådsmedlem i Kerteminde, Knud Ahrnkiel (DF), der i søndags skrev følgende på Facebook.

- Fantastisk med den kulturberigelse, men hvor er vores friske ungdom henne, bør i ikke finde sammen, bevæbne jer, og sammen engang for alle fjerne den ondskab, husk med ondt skal ondt fordrives, lød den voldelige opfordring fra Knud Ahrnkiel.

Opslaget fik straks stor medieomtale, ligesom Knud Ahrnkiel efterfølgende måtte stå skoleret hos partisekretær i Dansk Folkeparti, Poul Lindholm Nielsen. Efter en ‘kammeratlig samtale’, som Knud Ahrnkiel selv har kaldt det, valgte han at fjerne opslaget igen, ligesom han forsøgte at trække delvist i land.

- Jeg fortryder ikke, at jeg opfordrede unge mennesker til at stå sammen og forsvare sig, men jeg fortryder, hvis nogen har opfattet det på den måde, at de skulle købe våben og angribe, forklarede Knud Ahrnkiel mandag til Fyens.dk.

Virakken omkring det voldsomme Facebook-opslaget ville dog ikke forstumme, og det fik onsdag Knud Ahrnkiel til selv at melde sig ud af Dansk Folkeparti.

Overfor TV2 Fyn forklarede han, at han meldte sig ud af DF 'af kærlighed til partiet'.

- Jeg følte, at situationen var sådan, at jeg var nødt til det. Ellers ville DF stå i medierne hver eneste dag og få prygl på grund af mig, uddyber han overfor TV2 Fyn og hentyder til, at det ikke er første gang, at han er blevet irettesat af Dansk Folkepartis ledelse.

Nu kan det slettede Facebook-opslag dog ende med at få et retligt efterspil for Knud Ahrnkiel.

Opslaget har nemlig vakt interesse hos politiet i Odense, hvor man har vagt at indledt en undersøgelse af sagen.

- Fyns Politi undersøger i øjeblikket, om der er tale om en strafbar handling, skriver kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi, Charlotte Nyborg i en mail til Fyens.dk.

Undersøgelsen bunder i, hvorvidt Knud Ahrnkiel har begået en strafbar handling ved at opfordre danske unge til at bevæbne sig og begå en voldelig handling.

Det nu tidligere Dansk Folkeparti-medlem tager dog sagen med ro.

- Den undersøgelse tager jeg helt stille og roligt. Politiet må afgøre om, der er noget i det. Jeg kan hverken gøre fra eller til, siger Knud Ahrnkiel, der regner med, at det ikke er af egen drift, at politiet er gået ind i sagen, men det er fordi, han er blevet anmeldt.