Direktør med hård kritik: Mette Frederiksen svigter de svageste

Skrevet af Henrik R

21/01/2021
Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Et nyt Social- og ældreministerium overtager ansvaret for ældreområdet fra Sundhedsministeriet. Det betyder et stort skridt væk fra det sundhedsfaglige fokus for landets svageste og mest udsatte ældre mennesker på plejehjem, lyder kritikken fra Alzheimerforeningen.

Dagens topnyheder

Ansvaret for syge og sårbare patienter på plejehjem flyttes til et nyoprettet Social- og ældreministerium. Det fremgår af en pressemeddelelse, som Statsministeriet har udsendt 21. januar.

Man skal dog et godt stykke ned i et bilag, før det overhovedet fremgår, at plejehjem flyttes fra Sundhedsministeriet og ind under socialministerens område, og det er dybt kritisabelt lyder det fra Alzheimerforeningens direktør, Nis Peter Nissen:

"60-80 procent af beboerne på plejehjem har en demenssygdom. Demens er ikke en social problemstilling, det er en alvorlig, dødelig hjernesygdom. Nu får man så et ministerie, der ikke har forstand på sygdom, til at tage sig af at hjælpe nogle af de mest syge og sårbare patienter i Danmark. Det er helt forkert vej at gå, og det viser devsærre, at Mette Frederiksen ikke har lært af de alvorlige problemer, som blandt andet TV2 dokumentaren "Plejehjemmene bag facaden" afslørede," forklarer han. 

Finanslovsmidler var en narresut

Alzheimerforeningen roste ellers regeringen, da de sidste år præsenterede en ny finanslov, hvor der var afsat ekstra midler til at løfte sundhedsfagligheden på plejehjemmene. Men ved nu at flytte området væk fra det sundhedsfaglige område, frygter man i Alzheimerforeningen for fremtiden for landets beboere på plejehjem:

"Efter årevis med et stigende antal klager over sundhedsfagligheden på plejehjem og sidste års TV2-dokumentar, der i den grad dokumenterede behovet for en øget sundhedsfaglighed på plejeområdet, var vi meget positive, da regeringen prioriterede faglighed på plejehjem i den nye finanslov. Men ved at flytte ældreområdet væk fra Sundhedsministeriet, fremstår dette løfte blot som en narresut. For vi har svært ved at se, hvordan en socialminister kan have ansvar for at løfte den sundhedsfaglige kvalitet," siger Nis Peter Nissen.

Alzheimerforeningen sender derfor en klar appel til Statsministeren:

"Vi opfordrer Mette Frederiksen til at omgøre beslutningen, for den får alvorlige konsekvenser for de svageste og mest udsatte patienter i landet. Samtidig understreger dette også vigtigheden af, at vi i forbindelse med den nye sundhedsreform og -aftale, får sikret, at patienter på plejehjem bliver en integreret del af et sammenhængende sundhedsvæsen." slutter han.