Lægen stod bag to mislykkede henrettelser.
Når en dødsdom skal fuldbyrdes i USA, er der strenge procedurer, som skal sikre, at henrettelsen foregår efter de gældende regler. Men selv med medicinsk personale til stede kan der opstå alvorlige komplikationer.
Det blev på tragisk vis tydeligt, da den dødsdømte Christa Pike i september overlevede et forsøg på at henrette hende med en dødelig indsprøjtning.
Henrettelsen gik så alvorligt galt, at hun efterfølgende måtte indlægges på hospitalet i kritisk tilstand.
Nu er der kommet nye oplysninger frem om den læge, der havde ansvaret for den medicinske del af proceduren.
Det viser sig nemlig, at lægen ikke havde anlagt et intravenøst kateter på en patient i hele 13 år.
Det skriver New York Post med henvisning til retsdokumenter omtalt af People.
Havde ikke udført proceduren siden 2013
Den 69-årige læge Mark Fowler var udpeget af fængselsmyndighederne i Tennessee til at føre tilsyn med henrettelsen af Christa Pike.
Men ifølge en tidligere vidneforklaring havde han ikke haft tilladelse til at anlægge centrale venekatetre på en medicinsk institution siden 2013.
Han havde heller ikke selv udført proceduren i den mellemliggende periode.
Alligevel blev han udpeget til opgaven, selvom han få måneder tidligere havde været involveret i endnu et mislykket henrettelsesforsøg.
I maj forsøgte et lægehold i mere end en time at etablere intravenøs adgang hos den dødsdømte Tony Carruthers.
Det lykkedes ikke, og henrettelsen blev derfor aflyst.
Ifølge retsdokumenterne havde Carruthers tydelige smerter under forsøget.
Overlevede to doser af dødeligt stof
Den 30. september stod Christa Pike over for sin planlagte henrettelse.
Men også denne gang opstod der alvorlige problemer.
Ifølge hendes advokat forsøgte personalet gentagne gange at anlægge intravenøse adgange i hendes arme.
Omkring ti nåle blev taget i brug, før hun fik indsprøjtet stoffet pentobarbital.
Efterfølgende viste undersøgelser, at de intravenøse katetre var placeret forkert.
Det betød, at stoffet trængte ud i vævet omkring hendes arme i stedet for at blive ført korrekt ind i blodbanen.
Pike overlevede to doser af stoffet og blev efterfølgende hastet til hospitalet, hvor hun tilbragte ti dage i kritisk tilstand.
Mark Fowler har siden erkendt, at personalet burde have reageret anderledes, da hun begyndte at klage over smerter.
Han har desuden udtalt, at proceduren burde være blevet stoppet og revurderet.
Ifølge New York Post har Pike efterfølgende fortalt, at hun fortsat lider af konstante smerter efter den mislykkede henrettelse.