Disse simple råd kan spare dig mange penge i strøm

Skrevet af Mathias Nielsen

10/09/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Ved blot at følge nogle simple råd kan der være penge at spare på de høje strømpriser.

Mest læste i dag

Danskerne har aldrig tænkt så meget over strømforbruget som i øjeblikket. Strømpriserne er for øjeblikket tårnhøje, og det ser ikke ud til at vende lige foreløbig - måske endda tværtimod.

De høje priser presser de danske husstande, for man kan jo ikke helt undvære strøm. Dog skal vi spare på strømmen, og det er da heller ikke utænkeligt at man via nogle få justeringer kan spare penge på strømregningen. 

»Nogle besparelser kan virke som småting – men set i et års perspektiv, så vil den her lille, banale ting være noget, der gør en forskel,« siger Henrik Bisp, som er fagekspert inden for byggeteknik, bæredygtighed, energi og huseftersyn ved Videncentret Bolius til Berlingske.

Derfor har Henrik Bisp da også flere tips til dem, som gerne vil spare lidt på strømregningen.

  • 1: Undersøg, hvilke elektriske apparater, som bruger mest strøm. Ifølge fageksperten kan der være grund til at udskifte visse hårde hvidevarer eller artikler med nye, som er mere energivenlige. Men samtidig, understreger han, skal man overveje, hvor stor besparelsen egentlig er i forhold til at skulle købe et nyt for x antal kroner.

  • 2: Et forbrug, som det for mange kan give mening at skære ned på, kan være børnenes. Det kan for eksempel være, at man ikke får slukket helt for Playstationen - og det er noget, som kan løbe op.

  • 3: Internet. De fleste har formentlig tændt for sin router hele døgnet, men det er jo for så vidt ikke nødvendigt. Det kan være en fordel at slukke for den, hvis man ikke er hjemme. Generelt er apparater, som står på standby, store strømspisere. De står for mellem ti og 15 procent af en husstands elforbrug. 

  • 4: Også i køkkenet kan der være penge at spare. Man kan med fordel benytte sig af for- og eftervarme i ovnen, som er en af de store strømslugere. Koger man ting i en gryde, så kan man også slukke for kogepladen, før det er færdigt, da varmen ikke forsvinder med det samme.

  • 5: Er der rester tilbage fra måltidet, så kan det være en dyr omgang at sætte den varme mad direkte i køleskabet. Da køleskabet hurtigst muligt vil få temperaturen til at falde, så vil der skulle bruges ekstra strøm for at få en varme mad kold. Lader man maden stå ude og falde i temperatur, så kan du altså spare lidt penge. Skal man tø noget op, så kan med fordel gøre det i køleskabet et par dage i forvejen. Så vil det være normal køleskabstemperatur ved tilberedning, hvorfor man altså skal bruge mindre energi på at varme det op på komfuret. Faktisk vil en frossen genstand i køleskabet også hjælpe køleskabet med at køle hele skabet ned, hvorfor køleskabets kompressor rent faktisk arbejder knap så hårdt i en sådan situation. I et gennemsnitligt parcelhus udgør køle- og fryseapparater 19 procent af elforbruget. I lejligheder udgør de ifølge Energistyrelsen 23 procent.

  • 6: Opvaskemaskinen er også en ting, som kan gøre ondt på energiforbruget. Derfor skal den bruges med omtanke og fyldes helt op, før man sætter den i gang. Desuden kan man med fordel genanvende glas, som blot er blevet brugt til at drikke vand eksempelvis.

  • 7: Sidste tip er at få en app, som viser timeprisen på strøm. Her kan der være mange penge at spare, og så kan man på denne måde sætte for eksempel opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler til at køre på det billigste tidspunkt.