DMI advarer: Risiko i hele landet

Skrevet af Henrik R

12/01/2021
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
DMI varsler kulde i hele landet, og det betyder også, at der er glatte veje.

Dagens topnyheder

Mandag steg temperaturen i forhold til sidste uge, og flere steder i landet var der hele syv grader. I dag er situationen så en anden, da temperaturen igen er nede omkring frysepunktet, til gengæld kan man glæde sig over, at der er sol flere steder i landet.

Trods solens frembrud rundt omkring i Danmark, så betyder det ikke, at vi går varmere tider i møde. Faktisk kommer vi kun til at mærke koldere dage i løbet af denne uge, og derfor er der også en større risiko på de danske veje.

DMI varsler derfor, at der i hele landet kan være isglatte veje, og man bør derfor være meget forsigtig, hvis man sætter sig bag rattet i sin bil.

“Efter en flot opklaring er temperaturen mange steder dalet ned omkring frysepunktet og der er risiko for glatte veje i det meste af landet,” lyder det fra DMI på Twitter, der opfordrer til, at man følger med i trafikken på Trafikken.dk.

Foruden de glatte veje fra morgenstunden, så vil dagen byde på både sol samt slud- og snebyger omkring hele landet. Temperaturen forventes at ligge mellem 1 til 4 grader.

Vejrudsigten resten af ugen

Onsdag får vi kun lidt sol, men der vil være perioder med sne og snebyger i løbet af dagen. Temperaturen forventes at ligge på mellem -2 til 4 graders varme.

Torsdag forventes lidt sol og spredte sne- og sludbyger. Der forventes mellem 0 til 3 graders varme i løbet af dagen, mens nattetemperaturen forventes at ligge på -5 grader.

Fredag bliver det mest skyet og med enkelte lette snebyger. Temperaturen vil ligge mellem -3 og 0 grader, mens der i løbet af natten kan blive helt ned til -7 grader.

I weekenden forventes dagtemperaturer i minusgraderne, inden temperaturen umiddelbart vil stige en smule senere på søndagen.