DMI: Her bliver der op til 32 grader

Skrevet af Julie Møller

07/08/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Det bliver bagende varmt i dag og helt op til til 32 grader lokalt. Hvis du har brug for lidt koldere vejr, så har DMI et godt råd til dig.

Dagens topnyheder

Den her sommer kommer ikke til at gå over i historien, hvis man kigger på antallet af regulære sommerdage. Juli bød kun på to meteorologiske sommerdage, hvor temperaturen sneg sig over 25 grader, men her i starten af august er situationen en anden.

Varm og solrig weekend i vente

Fredagens vejr bliver varmt, tørt og solrigt. Dog vil der i den nordvestligste del af landet en overgang blive mere skyet. 

DMI melder om ‘bagende varmt’ med temp. og mellem 25 og 30 grader, lokalt op til 32 grader. 

Det er i Østjylland, Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster, at der kan blive helt op til 32 grader. Men resten af landet følger som nævnt også rigtig pænt med, hvis man er til varme og solskin.  

Lørdag og søndag fortsætter det tørre og solrige vejr, men en overgang dog mere skyet. Dagtemp. op mellem 25 og 30 grader, ved kyster med pålandsvind lidt køligere. 

Næste uges vejr

Det ser også ud til, at starten på næste uge bliver overvejende solrigt, stedvis kan der komme skyer. Dagtemp. op mellem 23 og 29 grader, varmest bliver det i den sydlige og østlige del af landet og ved kyster med pålandsvind lidt køligere.

DMI understreger, at udsigten er ret sikker til og med tirsdag. Herefter er det mere usikkert, hvor varmt det bliver og hvor meget regn, der kommer.

Godt råd fra DMI

Hvis bagende varme ikke lige er noget for dig, så har DMI et godt råd, som de fleste er klar over, men det er godt at blive mindet om.

“Er du ikke til den massive varme de kommende dage, er vi heldigvis omkranset af en masse vand omkring Danmark. Så har du mulighed for det, så find en kyststrækning med pålandsvind for her vil temperaturen typisk ligge på behagelige 20 til 23 grader,” skriver DMI.