DMI med trist melding om resten af sommeren

Skrevet af Henrik R

15/07/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Trods en rigtig god start på sommeren, så ligner det desværre ikke, at vi får særlig meget sommerevejr i Danmark i den kommende måneds tid.

Dagens topnyheder

Sommeren i Danmark startede rigtig godt. Forholdsvis tidligt begyndte varmen at ramme landet, og i knap to uger i træk lå temperaturen og balancerede på mellem 25 og 30 grader.

Pludselig forsvandt solen, og det samme gjorde de høje temperaturer, og mens sommeren dag for dag begynder at nærme sig sin afslutning, så skal vi kigge længere og længere efter det gode sommervejr.

Dagligt holder vi øje med DMIs prognoser for de kommende dage, men også deres langtidsprognoser, og desværre så er der ikke noget der peger på, at vi kommer til at få en super god sommer, medmindre man selvfølgelig er landmand.

Vejret i de kommende syv dage

Først tager vi et hurtigt kig på de kommende syv dage, og her kan vi heldigvis glæde os over, at vi bliver ramt af en lille smule sommervejr igen.

I dag onsdag vil vi få mellem 15 og 20 grader. Derudover skulle der komme lidt eller nogen sol, men desværre også en række byger. I løbet af eftermiddagen kan der også komme byger med torden i Jylland og på Fyn.

Torsdag byder på nogen sol, men også på byger. Temperaturen vil ligge på mellem 16 og 20 grader, og om aftenen og natten vil der være tørt og klart vejr.

Fredag går muligvis hen og bliver ugens bedste dag. Der bliver mest tørt med nogen eller en del sol, men også perioder med skyet vejr. Temperaturen vil ligge på 17 til 23 grader.

Lørdag vil give os lidt eller nogen sol, men også mulighed for en enkelt byge eller to. Temperaturen bliver varm, da vi får mellem 19 og 24 grader.

Søndag skulle temperaturen ligge på nogenlunde det samme, og vi vil ligeledes få lidt eller nogen sol, men også enkelte byger.

Samme scenarie vil udspille sig mandag, dog hvor vi får lidt flere skyer og byger.

Efter mandagen vil vejret igen gå hen og blive ustadigt, og temperaturen kommer til at falde.

Hvordan ser resten af sommeren ud?

Da vi var midt i juni, forventede DMI, at der i slutningen af juli kunne komme et højtryksvejr, der ville sende et par varmebølger ind over landet. Det skulle give temperaturer på omkring 25 og helt op til 30 grader, men det kommer ikke til at ske.

I den seneste månedsrapport, som DMI udsendte i går den 14. juli, fortæller de, at resten af juli vil byde på et temperaturdyk og pletvise regnbyger med sol i mellem.

Når juli bliver til august peger prognoserne på, at der kommer svage fronter med regn og skyer, dog afbrudt af mindre højtryksrygge, der giver solskin i nogle dage, og som måske kan give op til 25 grader.

Alt i alt tyder det dog på, at vi ikke skal gøre de store forventninger om, at få en lang varm sommer med masser af sol. Når der kommer godt vejr, så tyder det ifølge DMIs prognoser på, at det bliver kortvarigt, og derfor vil resten af sommeren blive meget vekslende.