DMI melder klart ud: Sneen vender tilbage

Skrevet af Henrik R

22/03/2023
Foto: Dagens.dk
Foto: Dagens.dk
Selvom det måske blot er for en kort stund, så vender sneen tilbage igen. Det melder DMI ud.

Dagens topnyheder

I øjeblikket oplever Danmark et landdækkende regnvejr, der kommer fra sydvest og vil blive efterfulgt af endnu et i løbet af natten. Vejret, der er kendetegnet ved en jævn til hård vind, minder nærmere om efterår end forår, selvom vi for nylig har passeret forårsjævndøgn.

Torsdag formiddag vil vejret klare op fra sydvest, og der vil være mulighed for solglimt, før de næste regnbyger ankommer natten til fredag.

Fredag middag vil der i alt være faldet omkring 10-20 mm regn på landsplan, og enkelte steder i det centrale og sydlige Danmark kan der måske falde op til 30 mm.

Den store mængde nedbør, kombineret med vandmættet jordbund, kan medføre, at mange vandløb bliver fyldt godt op med vand, hvilket lokalt kan resultere i oversvømmede marker.

Når landet fredag bevæger sig væk fra det sidste større regnvejr i denne omgang, vil hele Danmark befinde sig i en køligere vestlig luftstrømning, hvor nedbøren vil forekomme i bygeform.

Selvom bygerne kan være meget våde, passerer de hurtigt forbi og vil derfor kun i mindre omfang bidrage til yderligere væde til åer og marker sammenlignet med de kommende dages landsdækkende regnvejr.

Sneen vender tilbage

Vejrudsigten på længere sigt ser desværre ikke lovende ud for dem, der længes efter forårets sol og varme. I stedet vil vinterkolde luftmasser trænge ned over landet fra nord i løbet af søndag og sørge for et betydeligt temperaturdyk i næste uge. Til gengæld vil det grå og disede vejr vige for solskin, dog med byger af sne og hagl.

Det betyder, at det ikke er tid til at pakke vintertøjet væk endnu, men solbrillerne kan med fordel findes frem til flittig brug i næste uge. Der vil dog stadig være blomkålsskyer på himlen, som kan udvikle sig til kraftige byger med sne og hagl. Så selvom foråret er kommet, er vinteren ikke helt forbi endnu.