DMI: Ned til 10 minusgrader, så nu kan sneen blive liggende

Skrevet af Henrik R

31/01/2019
Selvom det er koldt i luften, så har temperaturen alligevel været til den varme side, så den faldne sne ikke er blevet liggende. Tiderne er dog ved at skifte, og allerede henover weekenden er der mulighed for, at sneen kan begynde at lægge sig.

Dagens topnyheder

Selvom der i løbet af de sidste par uger har været flere varslinger om sne, faktisk helt op til 20 centimeter, så har det været en kort fornøjelse med de hvide krystaller. Faktisk har man været yderst heldig, hvis man har oplevet sne i mere end 24 timer i træk.

Nu er der dog noget der tyder på, at vi for alvor kan komme til at se sne, og at det vil komme til at blive liggende. DMI advarer nemlig mod, at det i løbet af weekenden vil blive væsentligt koldere, og dermed vil der altså være mulighed for, at sneen bliver liggende.

Allerede i dag torsdag vil der komme sne, og i weekenden forventer man op mod 10 minusgrader og op til 10 centimeter sne.

På DMI skriver de om i dag, at det bliver skyet og der kan opleves lidt sne, men at der i løbet af dagen vil være mest tørt over de sydlige egne. Temperaturen vil være mellem frysepunktet og tre graders varme. I aften kommer der så lidt sne over den nordlige del, mens der vil være tørt i nat.

Sne så langt øjet kan række

I weekenden lader det dog til, at der kan komme en del mere sne, og femdagsprognosen hos DMI viser, at der kommer sne alle dage.

Lørdag vil der efterhånden komme sne og slud over de østlige dele af Danmark, mens det dog står værst til søndag. Her vil der være en del snebyger over det meste af landet, og dagtemperaturen vil ligge mellem frysepunktet og tre graders varme.

Når vi nærmer os aftenen begynder det dog at blive køligere, og der kan komme helt ned til 10 minusgrader. Det ser dog ud til at gå værst udover Sjælland.