Vi har taget hul på en ny uge, men tager man et kig ud ad vinduet, så ligner vejret det samme, som vi havde i sidste uge. Det er gråt, og det øser. Heldigvis kan vi glæde os over, at der i løbet af denne uge kommer noget opmuntring, når DMI har lovet, at der både vil komme flere timer med solen fremme, og samtidig vil temperaturen også begynde at blive højere.
Således kan vi forvente, at vi onsdag og resten af ugen bliver mødt af minimum 10 grader, og torsdag kan der blive helt op til 13 grader. De fleste af dagene vil der fortsat komme lidt nedbør, men slet ikke i samme høje grad, som det har været tilfældet de seneste uger.
Til gengæld vil solen kigge frem langt oftere, og det skulle allerede starte fra i morgen.
Meget glatte veje
Men inden vi kommer så langt, så skal vi have overstået ugens første dag, og her er DMI ude med en lille advarsel til de trafikanter, der bevæger sig rundt på vejene. De meddeler nemlig om, at der i morgentimerne vil være risiko for frysende våde vejbaner, og det er især jyderne, der skal være opmærksomme.
I løbet af natten har der nemlig været helt ned til tre graders frost, og det er altså gået ud over vejbanerne, der derfor kan være rigtig glatte her fra morgenstunden. Samtidig har det regnet store dele af natten, og den kombination gør det ikke ligefrem bedre.
Derfor bør du være ekstra påpasselig, hvis du sætter dig ud i din bil, eller fragter dig selv på job på cykel i dag. Allerede fra i morgen bliver vejret dog bedre, og så er der tegn på, at vi kommer til at gå varmere dage i møde.