Det er meget sjældent, at man ser ulve i Danmark.
Årsagen er helt simpelt, at der ikke er særlig mange af dem, og at dem, der er, så vidt muligt undgår mennesker.
Derfor er det oftest dybt inde i en skov eller ude på heden, man støder på en ulv, hvis man er så heldig at gøre det.
Sådan var det dog ifølge JydskeVestkysten ikke i dag, tirsdag.
Tidligere på dagen fandt en bilist nemlig en død ulv på Esbjerg-motorvejen.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det er endnu uklart, hvordan ulven er død, men et kvalificeret gæt lyder på, at den er blevet påkørt.
Kørt til undersøgelse
Bilisten, der opdagede den døde ulv, standsede og alarmerede politiet.
Herefter tog bilisten ulven med i sin bil til Tjæreborg, hvorfra vedkommende underrettede Naturstyrelsen, som kom og hentede ulven.
Den døde ulv er derfor nu kørt til undersøgelse i Arnum, hvor blandt andet dødsårsagen skal fastslås.
Ifølge Miljøstyrelsen blev den første bekræftede ulv i Danmark set i Nationalpark Thy i Nordjylland i november 2012. Den var også død.
Siden er der spottet flere (levende) ulve rundt omkring i landet, og særligt i Jylland er der blevet observeret en del ulve og indsamlet DNA-spor.