DR præsenterer ny chef

Foto: Shutterstock

DR meddeler i en pressemeddelelse, at de har ansat en ny chef.

Fra den 1. august skal Ulrik Andersen, 40, stå i spidsen for DR’s sportsdækning og DR Sportens redaktion i Aarhus. Han kommer fra en stilling som ledende redaktør fra samme redaktion, hvor han har drevet den daglige journalistisk. Ulrik Andersen har desuden været producent på Sportsmagasinet, stået i spidsen for digitale satsninger og været med i planlægningen og dækningen af EM, VM og OL.

Læs også

Melder ud: Det er Sofie Lindes skyld

Om valget af Ulrik Andersen siger Anders Kern Boje, underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sporten:

"Vores mål er at brede sporten ud til de mange, skabe samtaler og at samle danskerne på tværs af demografiske skel i nationale fællesskaber. Ulrik er den helt rette kandidat til at stå i spidsen for denne opgave. Han har et stort ledelsestalent, stærke samarbejdsevner og er en utrolig dygtig journalist – og så har han evnerne og drivet til at sætte retningen for DR Sporten og skabe motivation for at lykkes."

 DR står samtidig midt i en kæmpe omstilling fra flow til digital, hvor Ulrik som ny sportschef skal være med til at sikre udviklingen af DR Sporten og DR’s sportsdækning til danskerne. Ulrik er både visionær og kan skabe resultater – og så kan han sikre den intelligente fornyelse, der er brug for både i hverdagen og i dækningen af de store begivenheder.

DR-medarbejder siden 2018

Ulrik Andersen har været i DR siden 2018. Først som nyhedsredaktør og siden februar i år som ledende redaktør på DR Sporten. Han har en baggrund som cand. public og har tidligere arbejdet som journalist for en række dagblade og som redaktør for et fagmagasin. Om jobbet som sportschef i DR siger han:

"Jeg er stolt over at skulle stå i spidsen for DR Sporten, ikke mindst fordi det betyder, at jeg skal lede en redaktion af ekstremt dygtige medarbejdere. Vi er rige på både erfaring og talent, og alt det får vi brug i bestræbelserne på at opfinde nye måder at formidle sport til danskerne."

Midt i et stort sportsår

Ulrik Andersen overtager posten fra Søren Vestergaard, der stopper i DR efter syv år på posten. Chefskiftet sker pr. 1. august, og der venter en travl periode for den nye sportschef. På listen over kommende store opgaver er blandt andet dækningen af EM i fodbold for kvinder, European Championships, PostNord Danmark Rundt, VM i ishockey for kvinder, mændenes VM i fodbold og VM i håndbold samt DR’s årlige sportsshow i januar, ’Sport2022’, hvor DR er med til at fejre de danske atleter og hylde idræts-Danmark. 

"Vi er midt i et stort sportsår, og DR Sporten står i en stærk position med rettigheder til en lang række af de vigtigste begivenheder. Vi kommer til at få en masse mindeværdige øjeblikke med sejre, nederlag og store følelser. Sideløbende kommer vi til at arbejde med at udvikle vores daglige nyhedstilbud, og så vil den afdækkende og undersøgende journalistik forblive en vigtig del af DR Sportens DNA. Det er et arbejde, jeg glæder mig til at skulle løfte sammen med redaktionen” siger Ulrik Andersen.

DR Sporten leverer dagligt sport til danskerne fra og til alle dele af Danmark på tværs af DR’s platforme. DR Sporten står blandt andet bag sportsdækningen på dr.dk, ‘Liga på P4’, Sportsmagasinet, podcasten Fodboldlisten, dokumentarer og reportageserier samt sportstransmissioner og dækningen af store sportsevents på DR’s platforme.

Læs også

Sænker afgiften: Fra næste fredag får du billigere strøm

 

 

Dagens Gossip