Drab ryster flere naturforeninger: "Jeg er fuldstændig uforstående overfor, at der stadig findes folk med et så tilbagestående natursyn"

Skrevet af Mathias Nielsen

24/05/2022
Foto: Lene Taul
Foto: Lene Taul
Drabet har vakt stor vrede i flere naturforeninger.

Dagens topnyheder

I begyndelsen af maj måned fandt en lokal landmand en død havørn ved sin ejendom på Lolland. Da havørnen er fredet i Danmark, valgte manden at kontakte en lokal ornitolog.

Ornitologen kunne så via Dansk Ornitologisk Forenings Projekt Ørn orientere Naturstyrelsen.

Den døde havørn blev herefter afhentet og kørt til undersøgelse hos en dyrlæge, hvor røntgenfotografier viste, at der var hagl i kroppen og sår på klørene, der sandsynligvis også stammer fra hagl.

Naturstyrelsen har derfor meldt dødsfaldet til politiet, og havørnen er blevet sendt til yderligere undersøgelse og obduktion hos vildtsundhed.dk under Aalborg Universitet.

- Det er helt utilstedeligt, at endnu en havørn er blevet skudt. Vi afventer grundige undersøgelser, men vi må antage, at haglene har dræbt havørnen. Det er ualmindelig trist, at vi gang på gang skal se vores fredede rovfugle blive ofre for uvidenhed, siger formand i Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard.

Leder af DOF’s Projekt Ørn, Kim Skelmose, er ligeledes harmdirrende over drabet på havørnen.

- Jeg er fuldstændig uforstående overfor, at der stadig findes folk med et så tilbagestående natursyn, der hører til i 17-1800-tallet. De mener, at de selv kan beslutte, hvad der skal være her eller ej. Det har slet ikke sin gang på jorden i dag, siger han.

Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Jægerforbund er gået sammen om projektet ‘Fælles fokus på de danske rovfugle’.

Målet med samarbejdet er at udbrede viden om de rovfugle, som der lever i Danmark.

Begge foreninger mener, at myter og misforståelser hvert år fører til drab på fredede rovfugle.

Formand for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen og formand i Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard, ønsker begge en regulær kulturændring.

- Drab på fredede dyr er totalt uacceptabelt, og det strider imod alt, hvad jagten og jægerne i Danmark står for. Men jeg må jo erkende, omend hvor smerteligt det er, at der er nogle mennesker med jagttegn, som aldrig burde have haft det, siger Claus Lind Christensen.