Efter 55 år i Danmark: Kendt køkkenfirma har sendt alle medarbejdere hjem og går formentlig konkurs

Skrevet af Mathias Madsen

27/01/2023
Arkivfoto / Foto: Shutterstock
Arkivfoto / Foto: Shutterstock
Det forventes at én af Danmarks mest kendte køkkenfirmaer snart går konkurs.

Dagens topnyheder

Køkkenfirmaet Hanstholm Køkken har kurs mod konkurs. 

Det skriver JydskeVestkysten ifølge TV2.

Torsdag sendte kæden nemlig alle sine medarbejdere hjem, og ifølge avisen forventes det, at kæden inden længe går konkurs og lukker minimum 17 af sine 20 butikker. 

Butikkerne i Aalborg og Frederikshavn undgår en eventuel konkurs, da de er selvstændige, ligesom butikken i Svendborg også ser ud til at undgå en eventuel konkurs. 

Udvidelse førte til økonomisk nedtur

Hanstholm Køkken har de seneste par år udvidet til en række nye markeder, men salget er pludselig styrtdykket, og det resulterer ifølge JydskeVestkysten formentlig i, at virksomheden begæres konkurs i den kommende uge. 

Det betyder, at kædens mange butiksansatte samt de 34 ansatte på kædens snedkeri i Vildsund, formentlig mister deres arbejde. 

Ifølge Lis Guldhammer fra Hanstholm Køkken i Aalborg behøver kunderne i Nordjylland dog ikke være bekymrede. 

Kædens to nordjyske butikker er nemlig selvstændige og overlever derfor formentlig en eventuel konkurs. 

"Vi bliver kimet ned af kunder, som er nervøse for ikke at få deres køkken, men de bliver ikke berørt," har hun forsikret, og Bo Mellergaard fra Hanstholm Køkken i Frederikshavn har ligeledes udtalt, at han er "ret sikker på," at butikken på Hjørringvej i den nordjyske by ikke går konkurs. 

"Det har vi også orienteret vores kunder om i aften," udtalte han torsdag. 

Kunder, der har købt køkken fra én af kædens 17 andre butikker, risikerer dog at blive berørt af en eventuel konkurs. 

Hanstholm Køkken har eksisteret i Danmark siden 1968.