Efter shitstorm: Nu reagerer Jeanette Ottesen

Skrevet af Julie Møller

20/10/2021
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Nu vælger Jeanette Ottesen at sige undskyld.

Mest læste i dag

Den tidligere svømmer Jeanette Ottesen er lige nu aktuel med selvbiografien 'Fri’. I bogen giver hun et indblik i den - til tider - rå og barske svømmeverden.

Jeanette Ottesen beskriver i bogen, hvordan der i en årrække eksisterede en mobbekultur, der særlig gik ud over svømmekollegaen Lotte Friis.

TV 2 har bragt uddrag af selvbiografien, hvor Jeanette Ottesen blandt andet beskriver Lotte Friis sådan her tilbage i svømmedagene:

“Lotte siger aldrig stop. Hun er et klassisk mobbeoffer, for hun gør det ikke nemt for sig selv. Hun lader det bare stå til, så hun efterhånden bliver en, man automatisk griner ad. Det bør ikke være sådan, og det er ikke fedt at sige, men sådan er det desværre. Lotte er en speciel type, hun er en ‘fedtmule’.”

I forbindelse med bogudgivelsen valgte Jeanette Ottesen at sige undskyld til Lotte Friis, men det er ikke tilgivelse, der har fyldt i medier og hos befolkningen siden da. 

Jeanette Ottesen er derimod havnet i en shitstorm, hvor hun beskyldes for at mobbe videre. Nu vælger den tidligere svømmer at lægge sig fladt ned.

I et opslag på Instagram skriver hun:

“Jeg ønskede at gøre op med den kultur, jeg var en del af, og jeg ønskede at stå til ansvar for mine handlinger. Jeg er ked af, at jeg ikke var stærk nok til at sige stop dengang, men i stedet blot var en medløber. Det var jeg ked af dengang, og det er jeg endnu mere ked af nu,” skriver hun og fortsætter:

“Jeg tager ansvar for, at min undskyldning i bogen ramte helt ved siden af, og at jeg igen har forurettet Lotte. Jeg forstår til fulde Lottes reaktion. Mit ønske var at være bundærlig – og det gennemsyrer bogen. På godt og ondt. Selvom bogen først udkommer i morgen, er der ting, jeg allerede nu har lært og taget til efterretning. Ting, jeg ikke vidste for blot et par dage siden – men nu ved jeg bedre,' skriver Jeanette Ottesen i opslaget, som kan ses i fuld længde her.

“Efter denne storm kan det måske lyde hult at sige undskyld, men det er mit oprigtige ønske,” skriver Jeanette Ottesen, inden hun afslutter med, at hun ikke har yderligere kommentarer til sagen.