Eksperter: Corona topper først om halvanden måned

Henrik Rothenbücher

247 uger siden

|

16/03/2020
Indland
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Ifølge to danske eksperter, så vil coronavirussen først toppe omkring slutningen af april.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis du har en forventning om, at landet kun er lukket ned i en 14-dages tid, så kan du godt begynde at tro om igen.

To af landets førende eksperter i smitsomme sygdomme fortæller nemlig, at vi langt fra har toppet i Danmark endnu, og at vi skal forvente, at der går yderligere halvanden måned, før den har toppet.

Danmarks Radio har talt med to eksperter i smitsomme sygdomme, og de forventer, at op mod 300.000 vil have været smittet med coronavirussen, når den topper omkring slutningen af april.

“I midten eller slutningen af april vil den maksimale smitteudbredning ske, kan vi regne os frem til. Det er der, hvor flest vil blive smittet på samme tidspunkt, og flest vil have behov for hospitalsindlæggelse,” fortæller Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet.

Stigning i smittede indtil 1. maj

En anden ekspert DR har talt med, er Else Smith, der er speciallæge i samfundsmedicin og tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen. Hun forventer, at antallet af smittede danskere først vil begynde at falde omkring den 1. maj. Altså om cirka 45 dage.

“Vi er et par uger inde i epidemiforløbet, og om seks uger eller noget i den stil vil det toppe. Hvis det er en nogenlunde ensartet kurve, kan man forestille sig, at 200.000 til 300.000 mennesker vil have haft coronavirus til den tid. Men langt de fleste vil slet ikke have haft brug for lægehjælp,” fortæller Else Smith til DR.

I skrivende stund er 864 danskere bekræftet smittet, og der er bekræftet tre dødsfald.