En stor dag: Nu bliver historisk beløb udbetalt

Skrevet af Mathias Nielsen

91 uger siden

|

16/08/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
I dag udbetaler Danske Spil danmarkshistoriens største lottogevinst.

Dagens topnyheder

I juli måned var en ukendt dansker ualmindeligt heldig. Personen havde købt en Eurojackpot-kupon i Meny i Blåvand.

Den skulle vise sig at være særdeles værdifuld, for den endte med at indbringe den heldige personer intet mindre end 759.318.630 kroner. Det er danmarkshistoriens største lottogevinst.

Sådan et stort beløb er ikke bare noget, som man udbetaler med det samme. Derfor er det først i dag at det historiske beløb bliver udbetalt fra Danske Spil.

Præmieafgiften til staten på 134 millioner kroner har Danske Spil allerede betalt, så det er det fulde beløb, der med udbetalingen finder et nyt hjem.

”Vi er altid glade for at udbetale gevinster til dem, der vinder i vores lotterier, så i dag er en festdag her hos Danske Spil. Vi har aldrig udbetalt så mange penge på en gang før, så det er også en historisk dag for os. Nu er det op til den heldige vinder af pengene at beslutte, hvad første skridt skal være på denne første dag i resten af livet som yderst velhavende,” siger Malene Mølgaard, adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Eurojackpot i Danmark i en pressemeddelelse.

I alt har Danske Spil udklækket mere end 4.000 millionærer, siden Lotto startede i 1989. Den historiske gevinst på 759 mio. kr. markerede millionær nummer 187, siden Eurojackpot havde premiere for lidt over ti år siden.

I tiden efter den historiske trækning i uge 29 efterlyste Danske Spil indehaveren af den meget værdifulde kupon. Da den retmæssige ejer meldte sig, blev der givet kyndig rådgivning fra Danske Spils millionærrådgiver, som er statsautoriseret revisor og vant til at tale med vindere af store beløb om, hvordan man agerer i sådan en situation.

”Det er selvfølgelig livsomvæltende at vinde så mange penge. Det er derfor meget vigtigt for os at tage hånd om store vindere, så de får en god og tryg start på livet som millionærer - eller endda multimillionærer. Vi rådgiver dem om deres nye økonomiske situation, hvordan de får pengene til at række længst, og taler også med dem om de mere bløde emner," siger Malene Mølgaard.

De største lotterigevinster i danmarkshistorien er følgende:

  1. 759.318.630 kroner, Eurojackpot, 2022, Blåvand

  2. 315.009.958 kroner, Eurojackpot, 2015, Helsingør

  3. 310.785.127 kroner, Eurojackpot, 2021, Roskilde

  4. 210.688.619 kroner, Eurojackpot, 2018, Kalundborg

  5. 206.913.776 kroner, Vikinglotto, 2020, Helsingør

  6. 148.183.435 kroner, Eurojackpot, 2017, Hjørring

  7. 140.358.416 kroner, Vikinglotto, 2016, Vejle.