En weekend med bare numser: Politiet havde flere sager

Skrevet af Mathias Nielsen

15/08/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Politiet måtte handle på flere episoder med bare numser.

Mest læste i dag

Weekenden har budt på godt vejr over hele landet. Derfor har mange været letpåklædte for at kunne lade sig sole og drive gavn af de mange soltimer.

Dog har nogle været lidt på afveje. En 19-årig mand var nemlig til stor gene i Korsør fredag eftermiddag.

Her var tilfældige havnegæster i Korsør nemlig vidne til den 19-årige mands opvisning på en forhøjning, hvor han 'moonede' til forsamlingen på havnen og til politiet, mens han kom med tilråb rettet mod ordensmagten.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i et uddrag af weekendens døgnrapport.

De nøgne baller førte til en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Men det var ikke kun i Korsør, at der var gang i bare numser.

Også i Nykøbing Falster var politiet i nærkontakt med en bar numse, Lørdag aften valgte en 23-årig mand nemlig at placere sin nøgne bagdel på kølerhjelmen af en patruljevogn, hvorefter han noget kækt spurgte betjentene: 'Er det her, man sætter sig?', fremgår det af selvsamme døgnrapport.

Det medførte ligeledes en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og yderligere en sigtelse for fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand, da den 23-årige sluttede sin provokation af med at give politiet fingeren.

Overtrædelse af den såkaldte ordensbekendtgørelse kan straffes med bøde, mens den grovere sigtelse for 'fornærmelig tiltale' kan straffes med bøde eller fængsel i op til et år.