Endnu en dansk kommune hæver skatten: Et tvunget træk

Skrevet af Mathias Nielsen

20/09/2022
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Det bliver i de kommende år en tand dyrere at være borger i kommunen, som føler sig tvunget til at hæve skatten.

Dagens topnyheder

Det er dyrt at være dansker i øjeblikket. Alting stiger, og det ser desværre ikke ud til at stoppe foreløbig. Og hvis du bor i Gentofte Kommune, så bliver det nu en lille smule dyrere.

Gentoftes Kommunalbestyrelse har nemlig besluttet at hæve skatten i de kommende år. I budgetaftalen for 2023 og 2025 har alle partier besluttet at hæve skatten gradvist over tre år.

Aftalen betyder, at man i 2023 hæver skatten med 0,17 procentpoint til 24,17 procent. I 2024 hæves den yderligere med 0,17 procentpoint og endelig med 0,22 procentpoint mere i 2025, hvor den altså vil komme op på 24,56 procent i alt. 

Kommunens konservative borgmester, Michael Fenger, har sammen med resten af kommunalbestyrelsen stemt budgettet igennem.

Selvom borgmesteren overordnet set er tilfreds med aftalen, så er det ikke med hans gode vilje, at Det Konservative Folkeparti har lagt stemmer til, at skatten stiger i den konservative højborg.

- Vi har fået en efterudligning på grund af udligningsreformen på 500 millioner. Det svarer til at vi skulle spare hele vores skoleområde væk. Derfor var en skattestigning ikke noget, som vi ønskede, men et tvunget træk, siger han til TV 2 Lorry og siger videre, at han betragter udligningsreformen som ”urimelig”.

Michael Fenger udtrykker desuden stor glæder over, at det er en samlet kommunalbestyrelse, som er nået til enighed omkring budgetaftalen.

- Det godt for borgerne, at partierne samarbejder om at gøre kommunen bedre. Det er jeg tilfreds med. Det viser, at der er opbakning på tværs af de politiske partier og holdninger.