Droneaktiviteten over Danmark har sat gang i indkøbene
Lige nu læser andre
De seneste dages droneforstyrrelser over danske lufthavne har sat gang i en bølge af bekymring, der nu tydeligt kan aflæses i landets butikker.
Flere forhandlere melder om markant stigende salg af varer, der normalt forbindes med prepping, og danskerne fylder kurvene med alt fra nødradioer til makrel på dåse.
Dåsemakrel topper salget
Hos online-supermarkedet Nemlig blev der tirsdag registreret fire gange så mange klik på siden med prepping-produkter som på en normal dag. Allerede onsdag steg salget med en fjerdedel. Den klare topscorer er dåsemakrel, hvor salget er fordoblet, mens både tun, knækbrød, vand og spaghetti også oplever stor fremgang.
“Når vi kan se så stort et udslag i søgningen på for eksempel tun, så ved vi, at det ikke er fordi, at fire gange så mange af vores kunder har haft lyst til tun den dag. Så er udslaget så stort, at det er entydigt, at det skyldes dronehændelserne,” siger Cathrina Dybdahl, kommunikationsdirektør hos Nemlig.
Det skriver TV 2.
Voksende interesse for udstyr
Læs også
Hos Biltema genkender man mønsteret. Marketingchef Rikke Antonsen oplyser, at interessen minder om sommeren 2024, hvor danskerne fulgte opfordringen fra Troels Lund Poulsen om at kunne klare sig i tre dage uden strøm og vand.
“Prepping-produkterne er begyndt at få nyt liv. I varehusene mærkes det også tydeligt, både på kundestrømmen og i de varer, der lægges i kurven,” fortæller hun.
Også webshoppen Grejfreak melder om en bemærkelsesværdig udvikling. Salget af prepping-udstyr er steget med 700 procent siden dronerne dukkede op over lufthavnene. Her er det især nødradioer, vandrensere og frysetørret mad, der fylder i ordrene.
En hobby med tryghed
For nogle danskere er prepping blevet en fast del af hverdagen.
Troels Elverskov fra Hillerød har forberedt sig i mere end 15 år og kan i dag klare sig i over en måned uden strøm og vand. “Jeg betragter det som en hobby. En hobby, som man også kan have glæde og effekt af uden at bruge astronomiske beløb,” siger han.
Læs også
Han har fyldt sit hjem med dåsemad, pasta og havregryn, men også soveposer, tændstikker og plantefrø. Selv når de basale behov er dækket, fortsætter han med at finde nye områder at udforske.
“Så kommer der bare de der lidt mere luksusagtige ting. Lige nu er jeg ude i, hvordan man kan opretholde kommunikation med folk, der er uden for råbevidde, hvis telekommunikationsnettet bryder sammen,” forklarer han.
Forhandlerne melder, at de er godt rustede til at imødekomme den voksende efterspørgsel. Hos Biltema er der allerede bestilt ekstra varer hjem, mens Grejfreak har sikret sig større lagre, så danskerne fortsat kan købe tryghed i form af makrel, knækbrød og nødradioer.